Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Islands Bebyggelse og ældste Forfatning
169
da stemmer det hermed, at det, ifølge en paalidelig Saga’s
Vidnesbyrd,1 var Lendermændene, den gamle Hersemagts
Repræsentanter under Enekongedømmet, der raadede for Valget af Dommerne
eller Lagrettesmændene paa Gulathinget.
Ved Siden af denne Overensstemmelse gjør nu vistnok en
Forskjel sig gjældende, der med Nødvendighed fulgte af de
eiendommelige Forhold, under hvilke den islandske Ståt dannedes. I Norge
maa Bebyggelsen være foregaaet ved hele vandrende Stammer,
der under sin Omflakken havde maattet udvikle og fastholde en
Art militær Organisation; til denne kom nu siden Landets
Inddeling at svare; hvert Fylke og hvert Herred repræsenterede én
sluttet Trop af Krigere; naar Almuen mødte til Thinge, var det
«Hæren», der forsamlede sig, og Thingets Forstander var paa en
Gang Prest — i denne Egenskab benævntes han «Gode» (af goö,
guddommeligt Væsen) — og Krigsøverste. Paa Island derimod,
hvor Bebyggelsen foregik ved enkelte Familjer, som flyttede ind,
hver med sit Følge af Klienter og Træle, uden nogen indbyrdes
Forbindelse, og hvor den afsides Beliggenhed sikrede mod
fremmede Fiender, kunde det militære Forfatningsprincip ikke gjøre
sig saa sterkt gjældende, medens det religiøse til Gjengjæld traadte
skarpere frem. Saaledes forklares det, at Godenavnet kom i
Brug paa Island istedetfor Hersenavnet, der havde været det
sedvanlige i Norge. Den sidste Benævnelse er nemlig den mere
omfattende, der paa én Gang udtrykker baade den militære og den
religiøse Side ved Herredshøvdingens Magt, medens Godenavnet
særlig fremhæver hans Stilling som Herredets Offerprest og
Tempel forstan der.
Det fulgte dernæst af den Maade, hvorpaa de islandske
Godord havde dannet sig, at Godernes Magt og Forhold til sine
Thingmænd maatte faa en mere privatretlig Karakter end
Hersernes i Norge. Vel var ogsaa disses Myndighed knyttet til
Besiddelsen af et Hov, der betragtedes som Familjens Odel og gik
i Arv med Grunden, hvorpaa det stod. Men de norske
Herreds-og Fylkeshovs Grundlæggelse kunde dog ikke føres tilbage til
nogen enkelt Mands frie Viljesakt; de havde siden umindelige
Tider været Midtpunkt for Herredets eller Fylkets offentlige
Rets-pleie og Offertjeneste, og «Hæren» og «Folket» havde bestaaet
som politiske Organisationer, før Fylket og Herredet blev til, saa
det fælles Hovedtempel, om det end stod paa Høvdingens private
Grund og gik i Arv i hans Slegt, dog maatte gjælde som
grundlagt ved en fælles Beslutning af det hele Samfund og maatte
betragtes som i visse Maader offentlig Eiendom, hvori alle
Herreds-eller Fylkesmænd havde Del. Derimod var Grundlæggelsen af
1 Egils Saga, Cap. 57.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
