Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Islands Bebyggelse og ældste Forfatning
175
skealder istandbragte en Statsforfatning, der holdt sig i en Række
af Aarhundreder og forenede en fast retslig Orden med den størst
mulige Frihed for den enkelte. Og den samme personlige
Selv-stændighedsaand og deraf flydende Higen efter Udmerkelse og
Bedrifter, der stillede Normannerne i første Række blandt den
romersk-kristelige Civilisations Soldater, rørte sig neppe mindre
kraftigt i det Liv, som Befolkningen paa Island formaaede at
udfolde trods Trykket af en ensom og fattig Natur. I begge
Samfund fremtræder, ved Siden af denne Handlingsaand, en levende
Sans for Poesi og Sagn, af hvilken en rig Literatur affødtes.
Men Normannerne havde brudt med sin nationale Fortid; deres
literære Virksomhed henvendtes paa fremmede Stoffer og fik
derved en Retning mod det rent virtuosmæssige. De
fransk-normanniske Romaner blev Modelæsning i Middelalderen, oversattes
og udbredtes i de fleste europæiske Sprog og flk Betydning
folden almindelige Literaturudvikling; men de har nu væsentlig kun
en historisk Interesse. Den islandske Saga-Literatur derimod,
som voksede for sig selv i al Stilhed, og som i sin
Blomstringsperiode ikke blev kjendt udenfor den norske Folkestamme,
samler i vore Dage en stedse talrigere Kreds af Læsere og Beundrere.
Det er, fordi den er helt igjennem national, udgaaet fra et
Folkeliv, der gjennem en lang Udvikling og under mangehaande
Paavirkninger bevarede sin indre Sammenhæng ubrudt. De til Island
udvandrede Ætter skiltes kun i en udvortes Forstand fra det
Land, der havde været deres Hjem; de vedblev at være
Nordmænd og at betragte sig som saadanne. Det islandske Landnaam
kunde ikke blive for den norske Høld eller Herse, hvad
Familje-eiendommen i Norge havde været; det blev ikke hans Odel og
nævntes heller ikke saa, endog efterat det længe havde gaaet i
Arv fra Fader til Søn; Odelen var nemlig noget mere end den
enkeltes frie Jordeiendom; det var Ættejorden, som siden
umindelige Tider havde tilhørt den samme Familie, og som derfor havde
en Karakter af Hellighed og Uafhængighed, der ikke kunde
tilkomme nogen senere erhvervet Eiendom, — hvis Besiddelse havde
givet Familjen dens sociale Rang og politiske Rettigheder, hvor
dens Afdøde var begravne, og hvor de efter de i Hedenskabet
gjængse Forestillinger fremdeles vedblev at leve. Dette var Baand,
der ikke kunde løses saa let, og man kan heraf skjønne, hvor
længe og hvor sterkt de Ætter, der havde nedsat sig paa Island,
vedblev at føie sig hendragne til sit fordums Hjem. Erobreren
havde kunnet tage deres Odel fra dem i en udvortes Forstand;
men den ophørte ikke at være deres i en mere aandig
Betydning. De vedblev at færdes her i sin Tanke og sine Erindringer,
og i selve de hos Islændingerne almindelig brugte Udtryk om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
