Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
Den norske Historie’]
Reiser til Norge fra Island og fra Norge til Island: at fara ütan,
at fara tit, kommer denne Opfatning af Norge som deres
egentlige rette Fædreland tilsyne. De islandske Høvdingætters sociale
Rang og politiske Magt vedblev at hvile i sin sidste Grund paa
deres Odel i Norge, paa den Stilling, deres Forfædre her havde
indtaget; det Forfatningsliv, hvori de havde Del, var en
Gjentagelse eller en ligefrem Fortsættelse af det norske Forfatningsliv
forud for Fylkernes Samling; de repræsenterede det gamle Norge
]igeoverfor det nye, der var repræsenteret af Kongedømmet, og,
medens de, ved at bosætte sig paa Island, var blevne sat istand
til at gjennemføre den nationale Opposition ligeoverfor de
moderne europæiske Forfatningsformer, der havde gjort sig
gjældende i deres oprindelige Fædreland, vedblev de dog at staa i et
uafbrudt og nøie Samkvem med dette og at tage en levende Del
i dets historiske Liv. Et Ophold ved den norske Konges Hird
eller hos andre norske Stormænd gjaldt som en Skole for unge
Islændinger af god Æt, hvilken de maatte have gjennemgaaet for
hjemme at kunne optræde med nogen rigtig Anseelse. Dertil kom
nu, at Norge var det naturlige Forbindelsesled mellem Island og
den øvrige Verden, og at Island forsynedes med flere af sine
første Fornødenhedsartikler fra Norge, saa at der, trods de 150 Miles
farlige Søvei over selve Oceanet, var stadig Fart mellem begge Lande,
og at jævnlig en stor Mængde Islændinger opholdt sig i Norge.1
Og som det islandske Samfund udgik fra det norske, som de
to Samfund vedblev at staa i uafbrudt indbyrdes Samkvem,
saaledes ser vi dem ogsaa stige og synke med hinanden. Epokerne
i Islands Historie falder i det store taget sammen med Epokerne
i Norges; de gjennemgribende Omslag i Udviklingens Gang
indtræder paa samme Tid og paa samme Maade i begge Lande.
Det er kun faa af de islandske Sagaer, som begynder i selve
Landnaamstiden (870—920) og ikke gaar længere frem end til
dennes Ende.2 Men nu begynder «hin mikla söguöld Islands»
og varer ved til 1030. I dette Aarhundrede, fra 930—1030, spiller
de fleste af de nu bekjendte islandske Sagaer, da foregik de
«Stor-tidender», hvorom Sagaerne beretter. Af denne Sagaalder er igjen
de sidste 50 Aar, altsaa Tiden fra 980 til 1030, Islands rette
«blöm-öld», i Hensj’n paa Begivenhedernes og de fremtrædende
Personligheders Talrighed og Interesse; det er Eyrbyggjasagas,
Laxdæla-sagas, Fostbrøörasagas, Gunnlaugs Sagas, Njåls Sagas Tidsalder.
Men vi erkjender, at noget lignende ogsaa gjælder om Norge;
ogsaa Norges Stortid er Perioden for den sidste afgjørende Bryd-
1 Under Magnus Barfod skal der saaledes engang have været 350 Islændinger
samtidig alene i Throndhjem. Fornni. S. VII., S. 32. Biskupa Sögur, I. 221.
2 Se Gudbr. Vigfusson, S. t. S. Isl., I. 187 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
