Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Islands Bebyggelse og ældste Forfatning
177
ning mellem Hedenskab og Kristendom. Snorre Godes, Skafte
Lovsigemands, Gunnars, Njaals Tid er ogsaa Haakon Jarls, Olaf
Trgggvessøns, Erling Skjalgssøns, Olaf den Helliges, Einar
Tham-barskelves Tid.
Det er i denne Periode, at de fleste og bedste Sagaer har
«gerzt», som Islændingerne udtrykker sig, d. v. s. da deres Stof
er dannet; et andet Spørgsmaal er det, naar de er blevne
forfattede eller førte i Pennen. Dette er først skeet meget senere. Til
«Söguöldin» svarer en «Ritöld». Denne regnes for Islands
Vedkommende at have gaaet fra 1150 til 1250 eller det 13de
Aarhundredes Slutning (Are Frode begynder, Snorre betegner
Sagaskrivningens Høidepunkt). Men ogsaa Norge synes at have havt en
saadan «Ritöld», om end langt svagere udviklet, i den sidste
Halvdel af det 12te Aarhundrede, da Thjodrek Munks norske Krønike,
Legenderne om Olaf den Hellige, maaske ogsaa Aagrip og den i
Skotland fundne Historia Norvegiae her blev forfattede og
nedskrevne.1
Paa lignende Maade havde Borgerkrigene i Norge, i hvilke
Aristokratiet brød sin sidste Kraft, et samtidigt Sidestykke paa
Island i Sturlungatiden, da de faa Oligarker, der stod igjen som
Bester af det islandske Ættearistokrati, kjæmpede om Magten og
forødede Landet ved sine blodige Feider.
Det er en iøinefaldende Parallelisme mellem begge Samfunds
Historie. De har begge Blomstringstid tilfælles, og i begge gaar
omtrent samtidig det nationale Liv til Hvile. Ved Midten af det
13de Aarhundrede fandt den for Norge eiendommelige politiske
Udvikling sin Afslutning i Magnus Lagabøters Lovverk, der slog
fast som Besultatet af de langvarige Kampe Kongedømmets
Enebesiddelse, saa at sige, af Staten. Endnu bevaredes en Tidlang
dennes j’dre Velmagt; men dens indre Liv var udslukket, og det ydre
Skin fulgte snart efter: Formerne bliver skjøre og skrøbelige,
naar Livet ikke længer fylder dem, hvor symmetriske og
velindrettede de end i sig selv kan være. Men omkring den samme
Tid indtraadte ogsaa det store Vendepunkt i den islandske Stats
Historie; ved Midten af det 13de Aarhundrede tabte Island sin
politiske Selvstændighed og gik over til at blive et Lydland under
Norges Krone. Denne Katastrofe hidførtes i en udvortes
Forstand ved enkelte Mænds Bestræbelse; men i en indre viser den
sig at have været længe og vel forberedt; Statens Livstraad var
udløbet; den aandige Grundvold, hvorpaa den var bygget, og
1 Om de to sidstnævnte Skrifters Oprindelse er Meningerne delte. Der har
imidlertid været anført gode Grunde for at antage dem (eller deres nærmeste
Kilder) forfattede i Norge. Se G. Storm, Snorre Sturlassøns Historieskrivning, S.
20-28.
12 —Sars: Samlede Verker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
