Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
Den norske Historie’]
hvorfra den hentede sin Næring, var smuldret hen. Det politiske
Forfald ledsagedes af et almindelig nationalt; gjennem hele det
14de Aarhundrede bliver Norges Historie magrere og magrere,
sørgeligere og sørgeligere, og Islands ikke mindre; begge Lande
vedbliver at følges ad.
En saadan Overensstemmelse kan ikke være tilfældig; den tyder
paa, at de to Samfund, af hvilke det ene var udgaaet fra det
andet, ogsaa i den Henseende vedblev at høre sammen, at deres
offentlige Liv næredes af den samme Kilde, hvilede i det
væsentlige paa den samme Grundvold, — at Modsætningen mellem det
republikanske Island og det monarkiske Norge var mere
tilsyneladende end virkelig, og at det fra Folkeforsamlingen stammende
Fødselsaristokrati, hvem Harald Haarfagres «ofriki» syntes at
have givet Dødsstødet, desuagtet ogsaa i den følgende Tid har
vedblevet at være Stats- og Samfundslivets egentlige Bærer i
Norge, som det var det paa Island.
VIII. FYLKESABISTOKRATIETS REAKTION MOD
KONGEDØMMET OG STATSENHEDEN UNDER HAAKON
ADALSTEINSFOSTRE, EIRIKSSØNNERNE
OG HAAKON JARL
Efter Slaget i Hafrsfjorden mødte Harald Haarfagre ingen
Modstand længere i Norge, heder det;1 det vil sige: der fandt
efter dette Tidspunkt ingen almindelig Reisning Sted, hans
Modstandere vovede ikke oftere at binde aabent an med ham. For
dem af Stormændene, der ikke vilde underordne sig hans
Styrelse, eller som blev uenige med ham, var kun den Udvei levnet
at opgive sin Odel og fly Landet. Saamange der nu end valgte
dette Kaar, efter hvad vi kan se af Landnaamsbogen og de
øvrige islandske Kilder, maa vi dog vistnok antage, at Flerheden
af det gamle Stammearistokrati, ialfald udenfor de sydvestlige
Fylker, fra hvilke Udvandringen var sterkest, har foretrukket at
blive. Men de, som blev, maatte undergive sig Erobrerens Vilje.
Han lagde, som det siges, overalt nøie Merke til Herserne og de
mægtigste Bønder og gav dem Valget mellem at blive hans
Tjenestemænd eller at forlade Landet. Forsaavidt de valgte det
første Vilkaar, belønnedes de ofte med store Forlehninger; det laa
i Haralds Interesse at knytte til sig saa nær som muligt ved
Ven-skabs- og Forpligtelsesbaand alle de formaaende Mænd, der ikke
stillede sig i et uforsonligt Modsætningsforhold til ham. Og han
maa have havt god Raad til at vise sig rundhaandet mod sine
1 Snorre, Hskr., Har. Hårf. S., Gap. 20.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
