Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186
Den norske Historie’]
Ståt den nødvendige Fasthed. Han kunde give Forlehningen og
Lendermandsnavnet til hvem han vilde; men gav han det til en
TVIand, der ikke tilhørte nogen af de ledende Stormandsætter, blev
det heller ikke mere end et Navn. Herpaa har han vel neppe
heller forsøgt; det laa i hans Interesse at søge Kongedømmets
Repræsentanter hos de høibyrdige Ætter, da han derved lagde et Baand
paa disse, hvorved de blev ham mindre farlige. Men en Klasse
af kongelige Tjenestemænd, der var sammensat paa denne Maade,
var dog i sit Væsen helt forskjellig fra Embedsmandsklassen i
Riger som det frankiske, hvor Kongedømmet var Kilden for al
Magt, og hvor dets Repræsentanter helt og holdent afhang af det.
Her var det dog kun i Formen, at al offentlig Myndighed udgik
fra Kongen; det virkelige Forhold var, at han havde indordnet
under sig en Række selvstændige Myndigheder, som han ikke
formaaede at ophæve eller tilintetgjøre. Fødselsaristokratiet gik
kun efter sin ydre Karakter over til en Tjenesteadel; det maatte
opgive noget af sin fordums Uafhængighed, men det beholdt
tilstrækkeligt igjen til fremdeles at være Kongedømmets Konkurrent
snarere end dets Tjener. Om end Herserne, efter at være blevne
Lendermænd, skulde optræde i Kongens Navn som Lovens
Haand-hævere og Retspleiens Ledere, medens de før havde optraadt i
eget, var det dog fremdeles deres nedarvede Anseelse, der gav
dem Magt til at lede. De vedblev at være Stammehøvdinger, som
før, selvskrevne Chefer for de aristokratiske Familjeforbund. Hvad
der knyttede dem til Kongedømmet, var kun et udvortes Baand,
der vel medførte visse Fordele, men tillige maatte føles som en
Tvang, hvorfra de søgte at frigjøre sig saameget som muligt.
Deres sterkeste Interesser derimod og dybestliggende Traditioner
knyttede dem til Folket og navnlig til Holdernes Klasse, der
omgav dem og støttede deres Magt, og med hvem de var forbundne
paa det mangfoldigste ved Venskabs- og Frændskabsbaand. De
kunde derfor ikke andet end dele Uviljen over Haralds Indgreb
i den gamle Odelsfrihed; de var i Virkeligheden Modstandere af
den Myndighed, som de i en udvortes Forstand repræsenterede,
og det nye Kongedømme var, med al sin Magtfylde, endnu
vaklende og svagt; Statsenheden havde endnu voldsomme Kampe
at bestaa mod Stammeaanden, inden den kunde siges at være
fuldt befæstet.
Harald Haarfagre selv synes imidlertid i en lang Bække af
Aar, efterat han havde fordrevet sine uforsonligste Fiender fra
Øerne i Vesterhavet, at have styret sit Rige i Fred og uden at
støde paa nogen mere almindelig Modstand. Vi maa tro, at hans
mægtige Personlighed og den Lykke, der havde fulgt ham i alle
hans Foretagender, har imponeret saavidt, at den gjærende Uvilje
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
