Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fylkesaristokratiets Reaktion mod Kongedømmet og Statsenlieden 187
er bleven holdt i Tømme, og at Høvdingerne ikke prøvede paa
at gjenvinde en mere uafhængig Stilling, saalænge han stod i sin
fulde Kraft. Men, da lian blev gammel og svag, maatte han
opleve at se, hvorledes den af ham reiste Bygning vaklede og truede
med at falde rent sammen.
Hans mange Sønner, der fordetmeste var opfostrede i de Dele
af Landet, hvor deres Mødreneætter hørte hjemme, optraadte,
efterat de havde naaet Mandsalderen, med Krav paa at faa Del i
Riget. I dem fandt Stammeaanden bekvemme Redskaber. Harald
saa sig omsider nødt til at opfylde deres Forlangende og tog den
Beslutning, da han var bleven svtti Aar gammel og i femti Aar
havde været Norges Enekonge,1 at dele med dem. Han
sammenkaldte, heder det, etsteds syd i Landet et Thing for alle
Oplæn-dingerne; her gav han sine Sønner Kongenavn og satte det i Loven,
at hver af hans Ætmænd paa Sverdsiden skulde tage
Kongedømme efter sin Fader, men at de, der stammede fra ham paa
Kvindesiden, skulde være Jarler. Han gav dernæst Sønnerne Dele
af Riget i Forlehning; nogle fik Viken, andre Oplandene, andre
gav han Land at raade for i det Throndhjemske; selv forbeholdt han
sig Midtlandet eller de til Gulathingslagen hørende Fylker og
Over-høiheden over det hele Rige. Ved denne Foranstaltning har han
søgt at sikre sit Verk mod de Farer, der truede det fra hans egne
Sønner. Det heder, at han gav dem Kongenavn, og at han satte
det i Loven, at enhver af hans Descendenter i Mandslinjen skulde
være Konge efter sin Fader. Men dette var efter de gamle
Nordmænds Retsbegreber noget selvfølgeligt, og det har han ikke
behøvet at sætte i Loven, saasom det paa en Maade allerede stod
der. Hvad der gjaldt om Germanerne i Almindelighed, maatte
ifølge den for Nordmændene eiendommelige Samfundsudvikling
i Særdeleshed gjælde om dem, at nemlig al Myndighed havde en
privatretlig Karakter; en Konges Titel og Magt var hans Odel,
hvortil alle hans Sønner ansaaes som arveberettigede; det gjaldt,
at de kunde forliges om at dele Arven eller st3rre den i
Fællesskab, saa at den ikke blev splittet ad. Men Haralds Sønner var
for mange og stod, som tilhørende forskjellige Mødreneætter og
opfostrede paa forskjellige Kanter af Landet, hinanden for fjernt,
til at en slig Fællesstyrelse af Riget ved dem lod sig tænke. Her
syntes saaledes Splittelsen uundgaaelig, naar der ikke i Tide blev
gjort Skridt for at forebygge den, og dertil sigtede øiensynlig Ha-
1 I Heimskr., Ilar. Hårf. S., Gap. 35, heder det, at Harald delte Miget med
sine Sønner, da han var 50 Aar gammel, altsaa omkring A. 900. Men Flatøbogen
(I, 41) har her 70 Aar (Olaf den Helliges Saga i Fornm. Sögur IV. og
Kristiania-Udgaven 1853 har 60 Aar). Og rimeligst synes det, at Snorres 50 Aar ved en
Misforstaaelse er regnede fra hans Fødsel istedetfor fra det Tidspunkt, da han blev
Norges Enekonge. Jvfr. Gudbr. Vigfusson, Safn t. S. Isl., I. 312—13,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
