Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
Den norske Historie’]
fredsæle Styrelse og sin Virksomhed for Lovenes Forbedring,
prøvede paa at bane den nye Lære Indgang i Landet. Men hans
første Forsøg i denne Retning stødte paa en saa alvorlig
Modstand, at han opgav at drive Sagen videre. Han var vel fra først
af for nøie knyttet til Høvdingerne, og navnlig til Sigurd Jarl,
Føreren for det hedenske Aristokrati, der havde indsat ham i
hans Værdighed, til at han kunde optræde fuldt selvstændigt, og
har maaske tillige savnet den hensynsløse Viljekraft, der
udkrævedes til at gjennemføre en slig Plan.
Hertil kom endnu, at ved det Tidspunkt,1 da han fremtraadte
med sit offentlige Kristendomspaabud, en Række af Angreb
udenfra mod hans Rige tog sin Begyndelse, og for at møde disse med
tilstrækkelig Kraft, behøvede han i de sidste Aar af sin Styrelse
mere end nogensinde Høvdingernes Venskab og Understøttelse.
Disse Angreb lededes af hans Broder Eiriks Sønner, som
imidlertid var blevne voksne Mænd, og som af den danske Konge
Harald Gormssøn flk Hjælp til at vinde deres fædrene Rige
tilbage. Eirik selv var paa mødrene Side af dansk Æt, og der er
Spor til, at allerede han har staaet i et venskabeligt Forhold til
Danekongen og maaske i dette Forhold søgt en Støtte mod sine
Brødre.2 Efter hans Fald tog Sønnerne sin Tilflugt til Harald
Gormssøn, der modtog dem vel og gav dem Forlehninger, og som
nu ved at støtte dem mod deres Farbroder kunde haabe at
gjennemføre de Fordringer paa Overhøihed over Norge eller Dele af
Norge, som han havde arvet efter sine Forfædre. Kampen mod
Eirikssønnerne blev saaledes tillige en Kamp for Norges politiske
Selvstændighed, der krævede, at Landets Kræfter holdtes
samlede. Haakon lod sit Kristendomspaabud falde og udsonede sig
med Høvdingerne, og disse fulgte ham siden saa vel, at han Gang
paa Gang kunde slaa sine Brodersønners danske Flaader og Hære
tilbage. Det er ved denne Leilighed, at vi i Sagaen møder de
første Ytringer af norsk Nationalstolthed ligeoverfor Danerne;
det var første Gang, at Nordmændene optraadte paa en enig
Maade, som et Folk ligeoverfor et andet Folk,3 og det kunde ikke
være anderledes, end at deres Enhedsfølelse herved maatte
styrkes. Haakon efterlod et elsket og beundret Minde ikke blot som
den, der havde givet Folket dets Frihed tilbage og forbedret
1 Safn t. S. Isl., I. 134.
2 Munch, N. F. II., I. 1. 743.
3 Munch, I. 1. 794. — I HAkonarmål udhæves denne Nordmændenes Enighed
ligeoverfor Danerne:
«Hét å Håleygi
sem å Hölmrygi
Gott liaföi hinn gøfgi
gengi Nordmanna;
(Egir Eyöana
stod und århjålmi.
jarla einbani,
for til orrostu.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
