Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
Den norske Historie’]
og Folkets Uafhængighed. — Et saadant Sammenstød af religiøse,
politiske og nationale Modsætninger kunde ikke andet end give
Bevægelsen Fart i alle Retninger; det maatte blive en Kamp over
hele Linjen, en saadan, hvorved det, der ellers pleier at være
Frugten af Aarrækkers langsomme Udvikling, afgjøres med ét
Slag og i bratte Overgange, og Perioden fra Kristendommens
første Optræden til dens endelige Seir (950—1030) er ogsaa
fremfor nogen i vor Historie rig paa store Optrin og fremtrædende
historiske Personligheder.
Vi har omtalt, at Kongedømmet efter sit Væsen og sine
historiske Forhold maatte knytte sig til Kristendommens og den
nationale Selvstændigheds Sag og søge sin Styrke i at repræsentere
denne ligeoverfor Hedenskab og dansk Overhøihed. Men denne
Sammenhæng traadte ikke frem i sin fulde Klarhed fra først af
eller paa én Gang. — Haakon Adalsteinsfostre maatte opgive
Kristendommen for desto kraftigere at kunne bekjæmpe de danske
Prætensioner. Ved hans Død tilfaldt Biget Eirikssønnerne. Det
var, efter hvad der fortælles,1 Haakon selv, der havde overdraget
det til dem, da han følte sit Endeligt nær. Men de skyldte dog
den danske Konge altfor store Forpligtelser, til at de paa én Gang
kunde bryde med ham, og der er al Grund til at formode, at de,
ogsaa efter at være komne i Besiddelse af den overkongelige
Værdighed over Norge, har vedblevet at staa i et vist
Afhængighedsforhold til ham. Herved blev deres Stilling en falsk og uklar,
saa at Kongedømmet, der jo netop skulde repræsentere den
nationale Selvstændighed, i deres Haand ikke kunde gjøre noget
Fremskridt eller engang hævde sin erhvervede Anseelse ligeoverfor
Aristokratiet. Heller ikke den anden store Sag, som
Kongedømmet skulde søge sin Styrke i at repræsentere, og hvorved det
fremfor alt kunde vinde et sikkert aandigt Fodfæste ligeoverfor
Stammeforfatningen, forstod de at antage sig paa den rette Maade.
De var Kristne og indtog, efter at være blevne Konger i Norge, et
aabenbart fiendtligt Forhold til Hedenskabet; men deres
Virksomhed for Kristendommen indskrænkede sig til at nedbryde Hovene
og forstyrre Blotene overalt, hvor de kunde komme til, medens
de iøvrigt lod hver tro, hvad han vilde, saa at den var
Hedning, som vilde være det, og den Kristen, som vilde være det.2
Herved vakte de kun Modstand og Uvilje; thi, skjønt Tvang og
Voldsomhed ogsaa i religiøse Anliggender stemmede med Tidens
Karakter, var det dog ikke nok at bruge raa Vold mod det
gamle, der krævedes en positiv Iver og Begeistring for det nye
for at fremme dets Sag. Eirikssønnerne synes i alt væsentligt at
1 Se Munch, N. F. H., I. 2. S. 3. Anm.
1 Fagrskinna, Cap. 35.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
