Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fylkesaristokratiets Reaktion mod Kongedømmet og Statsenlieden 197
have lignet sin Fader; de var, som han, store, sterke og smukke
Mænd, vældige Krigere og meget seirsæle; men de savnede den
høiere Begavelse, der var nødvendig for at gjennemføre en stor
Opgave eller paa en virksom og kraftig Maade at repræsentere
Kongedømmet og den moderne Ståt ligeoverfor Fylkesaristokratiet.
De passede, ligesom Faderen, bedre til at være Hærkonger end
til at være Folkekonger og Rigsstyrere, og de vedblev i
Virkeligheden at være det første, ogsaa efterat Herredømmet over Norge
var tilfaldt dem. Inden Kredsen af sine haandgangne Mænd var
de afholdte, og mod dem viste de sig gavmilde og venlige; men
de forstod ikke at vinde Folkets Yndest eller Beundring. Lovene,
som Kong Haakon gjennem den længste Tid af sin Styrelse havde
arbeidet paa at forbedre, overholdt de kun maadeligt og gjorde,
hvad de fandt for godt. Deres Fremfærd mod de hedenske Hov
og Offerfester maatte navnlig opirre Høvdingerne mod dem; men
til en planmæssig Arbeiden paa at indskrænke disses Myndighed
savnede de dog de nødvendige Betingelser. Deres Styrelse var
saaledes voldsom uden at være kraftig, — en saadan, der ægger
Modstanden uden at være istand til at slaa den ned.
Og, medens Kongedømmet saaledes kun var maadeligt
repræsenteret, fandt Høvdingpartiet i Ladejarlen Sigurds Søn Haakon
en Leder, der besad baade Kraft og Klogskab og forstod at
benytte Omstændighederne til sin Fordel. Ved ham førtes den
aristokratiske Reaktion endnu engang til en Seir, mere afgjørende
end den, som var vunden ved Eirik Blodøkses Fordrivelse og
Haakon Adalsteinsfostres Tilbagegivelse af Odelen.
Det synes, som at Eirikssønnerne, efterat deres farligste
Modstandere, nemlig Sigurd Jarl i det Throndhjemske og Tryggve Olafssøn,
en Sønnesøn af Harald Haarfagre, i Viken, var ryddede af Veien,
og efterat de nogenlunde havde sikret sig Herredømmet over
Norge, løsrev sig fra det Afhængighedsforhold, hvori de fra først
af havde staaet til den danske Konge. De sad inde med hans
Skat, heder det.1 Heraf udviklede sig et spændt Forhold mellem
dem. Haakon Jarl, som ikke havde kunnet holde sig i det
Throndhjemske, efterat hans Fader var bleven fældet, men havde
maattet tage sin Tilflugt til Danekongen, benj’ttede sig af dennes
Misstemning mod sine fordums Skytslinge for at komme dem tillivs.
Harald Graafeld, den mægtigste og mest ansete af Brødrene,
blev lokket ned til Danmark og fældet, og derefter drog
Danekongen med en stor Hær og Flaade, ledsaget af Haakon Jarl, op
til Norge, hvor de underlagde sig Landet uden at støde paa nogen
Modstand, da Eirikssønnernes Styrelse var almindelig forhadt,
1 Jomsvikingasaga, Cap. 6. (i Fornm. S. XI.). Jvfr. Munch. I. 2. S. 33.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
