Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
Den norske Historie’]
man paa en vis Maade anerkjendte, end af en Jarl, hvem
Aristokratiet selv havde hævet til den øverste Magt. Han havde brudt
med Danmark; den norske Selvstændighedsaand havde reist sig
mod de danske Kongers Krav paa et Principat over Landet, og
han havde ført den til Seir; men han kunde dog efter sin Fortid
og sin Byrd ikke være den rette Mand til at repræsentere Norges
politiske Uafhængighed: naar Kampen for denne atter var bleven
gjenoptaget, maatte Blikket af sig selv rettes mod Harald
Haarfagres Æt, der havde begyndt denne Kamp, og hvis Historie paa
det nøieste var sammenknyttet med den. Et beleiligt Øieblik var
saaledes kommet for denne Æt til at optræde paany, og den
optraadte nu ogsaa, repræsenteret af en Mand, der forenede alle
Forudsætninger for at slaa et stort Slag for Kongedømmet og
lægge den aandige Grundvold, hvorfra Enhedsstaten først for
Alvor kunde bøie Stammeaanden og dens Repræsentanter under
sig, — som var et Ideal af en Høvding efter nordisk-hedenske
Forestillinger, i hvem Vikinglivet med sin Eventyrlighed og
hensynsløse Kraft havde naaet sit mest fuldendte Udtryk, og hvem
dog tillige Kristendommens religiøse Ideer havde grebet paa det
dybeste, — hos hvem den gamle og den nye Tidsaand paa en
forunderlig Maade mødtes og smeltede sammen, og som derfor
maatte være den rette Mand til at føre over fra den ene i den
anden.
IX. OLAF TRYGGVESSØN. — KRISTENDOMMENS
INDFØRELSE
Olaf Tryggvessøns første Optræden i Norge var, som hele hans
Liv, eventyrlig og glimrende. Han kom til Landet, ukaldet og
uventet, men netop i det beleiligste Øieblik, som udsendt af
Himlen, da Uviljen over Haakon Jarls Vilkaarlighed var kommen til
et aabenbart Udbrud og Rønderne trængte en Høvding af høi
Byrd og stor Anseelse for at lede Opstanden, som ellers let kunde
vende sig til deres Fordærvelse. Han blev derfor modtagen med
aabne Arme; Folk strømmede til ham fra alle Sider, og Ingen
vilde høre andet, end at han skulde være Konge,1 saa at Landet
underkastede sig ham uden Sverdslag, medens Jarlen, hvis
Styrelse endnu kort Tid tilforn syntes at staa i sin fulde Glans,
blev forfulgt som et Vilddyr og hans Hoved hængt i en Galge
under almindelige Forhaanelser.
Olaf Tryggvessøn havde Bør overalt, hvor han seilede, siger
hans troende Biograf.2 Han hørte til de lykkelige, for hvem
’ «Hljöp upp mugr ok margmenni, ok vildi engi annat heyra, en Olafr
Tryggvason skyldi konungr vera». Hskr., S. Ol. Tr., Cap. 57.
* 2 Odd Munk, Fornm. S., X. S. 314.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
