Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206
Den norske Historie’]
dommen var bleven officielt anerkjendt og den hedenske Religion
ophørte at være Statsreligion, kunde Stammeforfatningen ikke
længere fremstille sig som den egentlige legitime Samfundsorden,
ligeoverfor hvilken Enhedsstaten og det nye Kongedømme stod
som noget udvortes, der savnede en virkelig Retsbasis. Det var
tvertimod fra nu af Kongen, hvis Myndighed fik en religiøs
Karakter fremfor Stammehøvdingernes, og Kristendommens Seir
endog i en blot ydre Forstand maatte saaledes blive et
Vendepunkt i Kampen mellem Stamme og Ståt, Kongedømme og
Høvdingmagt.
At Aristokratiet skulde have været sig denne Betydning af
Religionsskiftet klart bevidst, lader sig ikke antage. Heller ikke
er det rimeligt, at Olaf Tryggvessøn skulde have havt nogen
Tanke om, at han, idet han kjæmpede for Kristendommen, tillige
kjæmpede for Kongemagtens Udvidelse og varige Befæstelse. Hos
ham synes de rent religiøse Motiver at have været de overveiende.
Men det kan paa den anden Side ikke drages i Tvivl, at hans
Troesiver, ham selv mere eller mindre uafvidende, er bleven
opflammet ved den Sammenhæng, der faktisk bestod mellem
Kristendommens og Kongedømmets Interesser i Norge; det er ikke
tilfældigt, at Omvendelsesverket i dette Land fra først til sidst ledes
og styres af Kongerne, der optræder som sande Apostle for sit
Folk, medens de danske og svenske Konger er Modstandere eller
ialfald kun lunkne Beskyttere af den nye Religion. Og
ligesaalidt kan det vel drages i Tvivl, at Aristokratiet har havt en
instinktmæssig Følelse af den Fare, der truede dets Magt ved
Re-ligionsforandringen, og af denne Grund været fiendtligt sindet
mod den. De lod sig enkeltvis vinde for det nye; der har manglet
det rette Sepnmenhold mellem dem; der har fremdeles manglet
dem, idet de optraadte mod Kristendomspaabudet, den Tillid til
deres Sags Godhed og Retmæssighed, uden hvilken ingen Sag
vindes; det har navnlig været hos Stormændene, der fik sin
Opdragelse paa Vikingtog i fremmede Lande, at den religiøse
Indifferentisme eller Rationalisme, der saa hyppig møder os i
Hedenskabets seneste Periode, var udbredt; men den Sammenhæng,
hvori den hele af dem repræsenterede Stats- og Samfundsorden
stod med den hedenske Religion, maatte dog knytte dem til denne
med saavidt faste Baand, at det syntes at behøve lang Tid eller
en sterk Haand for at faa dem løste. Hvad den menige Almue
angaar, da har den vistnok været mere virkelig religiøs end
Aristokratiet; hos den kan ikke Kjendskab til andre Nationers
religiøse Ideer have virket opløsende paa den fra Fædrene
nedarvede Tro; for den maatte Kristendommen staa som noget helt
fremmed og uforstaaelige og den har derfor vistnok villig fulgt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
