Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olaf Trygg’vessøn. — Kristendommens Indførelse 209
fundet en Støtte, der bidrog til, at de kunde gaa seirrige ud af
den Krise, som indtraadte ved hans Fald. Seirherrerne ved Svolder
delte, som vi ved, Norge mellem sig. Sveakongen, Danekongen
og Eirik Jarl fik hver sin Tredjepart af Landet; men baade den
svenske og den danske Konge overlod det meste af sin Part som
Lehn til Eirik Jarl og hans Broder Svein Jarl, der saaledes fik
den største Indflydelse og kan betragtes som de egentlig styrende.
Begge Jarlerne var Kristne; men de lod, heder det, enhver gjøre,
som han vilde, med Hensyn til Overholdelsen af Kristendommen.
De indtog en lignende Plads som deres Fader før dem; deres
Æts Traditioner og deres Forhold til det i Olaf Tryggvessøn
repræsenterede Kongedømme medførte, at de ikke kunde søge nogen
Støtte for sin Magt i den nye Beligion; snarere maa man vel
formode, at de, om end selv Kristne, har været gunstig stemte for
en Gjenoptagelse af den hedenske Religionsforfatning; det heder
ogsaa udtrykkelig om dem, at de overholdt vel de gamle Love.1
Det skulde nu synes rimeligt, at under disse Omstændigheder
den saa nyligt og voldsomt paatvungne Kristendom maatte gaa
helt til Grunde. Alligevel blev dog ikke dette Tilfælde, om det
end heder, at mange faldt fra. Kristendommen vedblev at holde
sig som den idetmindste i Formen herskende Religion over en
stor, rimeligvis den største Del af Landet.
Eirik Jarl og hans Broder roses begge som vennesæle Mænd;
de kunde, endnu mindre end deres Fader, gjøre Paastand paa
nogen uafhængig monarkisk Myndighed, men maatte indskrænke
sig til at optræde som de forbundne Stammehøvdingers Ledere
og Formænd. Landets Udstykning mellem flere Herskere og de
fremmede Kongers Overhøihed maatte dennegang som efter
Eiriks-sønnernes Fordrivelse være en Tingenes Orden, hvormed
Aristokratiet fandt sig vel tjent, og hvortil vi ogsaa ser det slutte sig
med stor Beredvillighed. Det heder ogsaa, at alle Lendermænd
var Eirik Jarls Venner, undtagen Erling Skjalgssøn, der som Olaf
Tryggvessøns Svoger maatte føie sig forpligtet til Fiendskab mod
ham, og som desuden var mægtig nok til at hævde sig en næsten
fuldkommen uafhængig Herskerstilling i sine gamle
Forlehnin-ger. — Saaledes syntes Følgerne af Svolderslaget atter at have
ført Landets politiske Udvikling tilbage til det Punkt, hvorpaa
den stod en Menneskealder tilforn; Bigsenheden var tilintetgjort,
Tanken om den nationale Selvstændighed var trængt tilbage,
Fylkesaristokratiet var atter blevet herskende under fremmede
Fyrsters Overhøihed. Men denne nye Reaktion har dog i
Virkeligheden langtfra havt en saa intens Karakter eller kunnet tage
1 «Forn lög héldu £>eir vel ok alla landssiöu», Hskr., S. Ol. Tr., Cap. 121.
Jvfr. Munch, N. F. H., I. 2. 408-11.
14 — Sars: Samlede Verker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
