Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olaf den Hellige. — Kristendommen og Enhedsstatens endelige Seir 211
met ikke berøves sit ved Kristendommen opnaaede retslige
Fortrin eller den Prestige, som Olaf Tryggvessøns glimrende
Personlighed havde givet det. Tilsyneladende maa Harald Haarfagres
Verk begyndes forfra igjen Gang efter Gang; i Virkeligheden
fortsættes det, bygges der videre paa den af ham lagte Grundvold.
X. OLAF DEN HELLIGE. — KRISTENDOMMEN OG
ENHEDSSTATENS ENDELIGE SEIR
Skjønt Jarlerne Eirik og Svein ikke som deres Fader prøvede
paa at overskride de Grænser, der var optrukne for deres
Myndighed, men tvertimod mere og mere befæstede sig i
Høvdingernes Yndest og, efterat ogsaa Erling Skjalgssøn havde forligt sig
med dem, saa sig omgivet af saagodtsom hele Landets
Aristokrati som et tætsluttet Forbund, hvis Interesser var paa det
nøieste sammenknyttede med deres, formaaede deres Styrelse dog
ikke at holde Stand, da en ny Repræsentant for Haraldsætten og
Rigsenheden traadte frem, fjorten Aar efter Olaf Tryggvessøns
Fald.
Olaf Haraldsson blev ikke som sin Navne løftet til Magten ved
en almindelig Folkebevægelse, som den tidligere Styrelses
Overgreb havde fremkaldt, og som trængte en Fører; der herskede
tvertimod overalt Fred og Tilfredshed, da han med kun to Skibe
og en Haandfuld Krigere vendte tilbage til sit Fædreland; hans
Plan: at opreise sin Stamfaders Rige paanyt og styrte en
Regjering, der var populær, til hvilken alle Landets Høvdinger havde
knyttet sig, og som desuden stod i Forbund med baade Dane- og
Sveakongen, maatte derfor synes den yderste Dumdristighed.
Alligevel lykkedes det ham at gjennemføre denne Plan efter en
kun kortvarig Kamp, og vi ser, at han i denne Kamp har fundet
en Støtte i Mindet om Olaf Tryggvessøn og i en Nationalfølelse,
der var bleven egget frem ved de store Brydninger med
Nabolandene. Ogsaa hos Aristokratiet gjorde denne Følelse sig
gjældende til Fordel for den nye Repræsentant for Statsenheden, der
var optraadt, skjønt hans Optræden truede deres politiske
Interesser med den aabenbareste Fare. Herom vidner bl. a. Samtalen
mellem Oplandskongerne, — der, om de end hørte til Harald
Haarfagres Æt, dog efter deres hele Stilling maatte henregnes til
Aristokratiet, — da de raadslog, om de skulde understøtte Olaf
Haraldsson i hans Forehavende at vinde Norges Rige. Om det
end ikke er rimeligt, at netop de Ord er blevne brugte, som
lægges hver af de forsamlede Smaakonger i Munden, tør vi dog tro,
at Samtalen, saadan som den gjengives i Sagaerne, er et
nogenlunde paalideligt Udtryk for den hos mange af Høvdingerne paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
