Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
Den norske Historie’]
hin Tid raadende Stemning. Det tyktes dem ilde, at Harald
Haarfagres Rige skulde være sunket saa ned, at det lød under
fremmede Fyrsters Overhøihed. Derfor blev ogsaa Enden paa deres
Raadslagning, at de tilsagde Olaf sin Hjælp. Paa den anden Side
udtaltes der Frygt for, at det vilde gaa nu, som det gik, da
Thrøn-derne hævede Olaf Tryggvessøn til Kongedømmet og hele
Lands-mugen ivrede for atter at faa reist Harald Haarfagres Rige, at
nemlig ingen Mand kunde raade sig selv for ham, efterat han
havde faaet Magten, og at ogsaa denne Olaf vilde blive «haard at
tage i Hornene», naar han først saa sig befæstet i sit
Herredømme.
Det viste sig, at denne Frygt var vel grundet. I Olaf
Haralds-søns Styrelse kom den indre Sammenhæng, der bestod mellem
den nye Religion og Kongedømmets Stræben efter at skabe en
virkelig Enhedsstat paa Stammeforfatningens Bekostning, først til
fuldt Gjennembrud og gjorde sig gjældende i hele sin Skarphed
ligeoverfor de store Ætter. — Han var, som sin Forgjænger og
Navne, ivrig Kristen og, som denne, opdragen i Vikinglivets haarde
Skole, dertil af Naturen dristig, herskesyg, fremfusende voldsom,
udrustet med store Evner baade i aandig og legemlig Henseende.
Det er bleven fremhævet som en iøjnefaldende Forskjel mellem
hans og Olaf Tryggvessøns Skjæbne, der peger tilbage paa en
Karakterforskjel, at den sidstnævnte mere og mere befæstede sig
i Folkets beundrende Kjærlighed trods sin hensynsløse
Omven-delsesiver, medens Olaf Haraldsson, skjønt han arbeidede for det
samme Formaal og neppe anvendte mere voldsomme eller
despotiske Midler til dets Opnaaelse, paadrog sig et almindeligt Had,
der omsider berøvede ham Thronen og Livet.1 Det synes ogsaa
vist, at den yngre Olaf, trods sine store Anlæg, ikke paa
langt nær har besiddet en saa glimrende, uimodstaaelig! vindende
Personlighed som den ældre. Begge var heftige og haarde; det
siges om Olaf Tryggvessøn, at han var «allra manna grimmastr,
J)å er hann var reiör, ok kvaldi mjøk uvini sina»;2 men hans
mere rent enthusiastiske Natur har udbredt over hans Færd et
idealt Skjær, der forsonede med dens Voldsomhed; hans
stormende Heftighed har havt noget storslaaet og ridderligt ved sig,
saa den slog ned som i en aaben ærlig Kamp uden at efterlade
nogen Bitterhed hos den slagne. Olaf Haraldssøns
Kristendoms-iver synes at have havt et mere beregnende eller, saa at sige,
verdsligt Præg. Hans Natur har maaske været mere dyb, men
den var tillige snævrere, steilere; hans reformatoriske Virken har
1 S. t. Eks. Sammenligningen mellem de to Olafer hos Maurer, Bek. d. noriv.
St., I. 600-611.
2 IIskr. S. Ol. Tr., Cap. 92.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
