Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olaf den Hellige. — Kristendommen og Enhedsstatens endelige Seir 213
ikke holdt sig fri for et Udseende af personlig Hadskhed og
Hevn-gjærrighed; han kunde stundom være uædelmodig mod sine
Modstandere og lod sig af sin Lidenskab henrive til at tilføie dem
unyttige Fornærmelser, som t. Eks. da han merkede med
Øksespidsen Erling Skjalgssøn i Kindet, efterat denne havde overgivet
sig til ham; der fremtræder i, hvad der fortælles om ham, et Drag
af en næsten smaalig Forfølgelsesaand, hvorved han langt snarere
maatte opirre Modstanden end kue den; han har ikke i samme
Grad som Olaf Tryggvessøn forstaaet eller formaaet at vise sig
forsonlig og give efter i det rette Øieblik. Men fremfor alt: han
var ikke saa lykkelig som sin Forgjænger; den Opgave, der
tilfaldt ham ifølge Udviklingens Medfør, var fuldt saa
betydningsfuld, men ikke saa taknemmelig. Olaf Tryggvessøn blev det nyes
Fører i den første store Brydning, der var som et aabent Slag
mellem de Kristnes Gud og Hedenskabets Guder og deres
Tilhængere, hvorved den enkelte under Kamptummelen neppe
merkede de Saar, der tilføiedes ham selv, og hvorved Beundringen
for den seirendes Raskhed og Kraft endog kunde bringe de
overvundne til at glemme, at Seiren var vunden paa deres Bekostning.
Den Del af Omvendelsesverket, som det faldt i hans Lod at
gjennemføre, den nemlig: at tilføie Hedenskabet det afgjørende
Dødsstød og paa en udvortes slaaende Maade at godtgjøre
Kristendommens Overmagt, — maatte fremfor alt være skikket til at
indbringe Anerkjendelse og Beundring hos et Folk, hvis Aand
var helt igjennem krigersk, og som efter sin Udvikling og de
Livsforhold, under hvilke det var opdraget, og af hvilke dets Karakter
var præget, ganske vist har bedre forstaaet at vurdere de
Egenskaber, der kommer tilsyne i store Tag, Slagfærdigheden i et
enkelt afgjørende Øieblik, end den mere langsomt ordnende og
beregnende Virksomhed. Olaf Haraldssøn derimod fik den Opgave:
at forfølge Seiren mere i det enkelte, at drage de første store
Konsekvenser af Beligionsforandringen i Hensyn paa Lovgivning
og Statsforfatning. Som det heder i en Saga: «Olaf Tryggvessøn
beredte og satte Grundvolden til Kristendommen, men Olaf den
Hellige reiste Væggene; Olaf Tryggvessøn satte Vingaarden, men
Olaf den Hellige lod Vinrankerne slynge sig med fagre Blomster
og alskens Frugt.»1
Denne Frugt var fremfor alt en strammere Centralisation af
Regjeringsmagten, en systematisk Bestræbelse efter at indskrænke
Høvdingerne i deres gamle Selvraadighed, der ikke kunde andet
end smage dem bedskt. — Med Kristendommen fulgte nye Ideer
om Staten og det undersaatlige Forhold, hvori alle og enhver
,uden Forskjel skulde staa til Statsmyndighedens Repræsentant.
1 Odd Munk, Cap. 39 (Munch’s Udgave).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
