Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214
Den norske Historie’]
Det moderne Kongedømme, saadan som det var bleven
gjennemført i Europas ledende Stater, med en Myndighed, vidt forskjellig
fra og langt mere udstrakt end den, der havde tilkommet de
gammelgermaniske Konger, var — som allerede ovenfor
fremhævet — for en væsentlig Del bygget paa kristelig Grund. Det
maatte følgelig blive den nærmestliggende Opgave for de norske
Konger, efterat Kristendommen ogsaa var bleven indført i dette
Land og det til og med fornemmelig ved Kongedømmets egen
Indskriden, at tilegne det en hermed stemmende Magtfylde, at
gjenoptage Harald Haarfagres monarkiske Stræben i en ny, høiere
Aand, at knytte Rigets adskilte Dele sammen paa en varig Maade,
saa at de kom til at udgjøre en virkelig Ståt. Hvad Kilderne
beretter om Olaf den Helliges Styrelse, lader os ogsaa — saa sterkt
de end til Læsernes Opbyggelse fremhæver hans rent kirkelige
og kristelige Iver — tydelig erkjende, hvorledes det har været
det egentlige Hovedformaal for hans Virksomhed: at drage de
politiske Konsekvenser af Religionsforandringen. Han lod
jævnlig, heder det,1 foredrage for sig Lovene og tog fra eller føiede
til, efter som det syntes ham rigtigt; han lagde Grund til
Kristenretterne og Kirkeforfatningen og viste sig uafladelig virksom for
at «afskaffe alle gamle Sedvaner, der syntes ham at stride mod
Kristendommen». Til disse Sedvaner hørte ikke mindst den
næsten suveræne Stilling, som de store Lendermandsætter tilholdt
sig hver i sin Kreds, og som havde sin Rod i den hedenske
Stammeforfatning. Førstemand inden
Lendermands-Aristokra-tiet paa hin Tid var Erling Skjalgssøn, hvis Forfædre gjennem
mange Led havde været Herser, og som var for stolt til at
modtage noget høiere Værdighedsnavn, da hans Svoger Olaf
Trygg-vessøn tilbød ham det. Ved et Forligsmøde, som fandt Sted
mellem ham og Olaf Haraldsson, efterat denne havde underkastet
sig Landet, krævede Erling som Betingelse for sin Tilslutning, at
han fik beholde ’ de Forlehninger, som Olaf Tryggvessøn havde
givet ham, nemlig hele Landet mellem Sognsøen og Lindesnæs.
I saa Fald skulde han, som han sagde, «blive Kongens Mand og
. gode Ven». Olaf vilde imidlertid ikke indlade sig herpaa og
svarede, at Erling nok kunde være bekjendt at modtage slige Veitsler
af ham, som han havde modtaget af Eirik Jarl, den Mand, der
havde tilføiet ham den største Skade. «Jeg skal,» føiede han til,
«lade dig vedblive at være den første Lendermand i Landet; men
jeg vil raade selv for Veitslerne og vil ikke finde mig i, at
Len-dermændene betragter sig som odelsbaarne til mine
Ættebesid-delser, og at jeg maa kjøbe deres Tjeneste for det mangedobbelte
1 Hxkr., S. Ol. li. 11., Gap. 56.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
