Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olaf den Hellige. — Kristendommen og Enhedsstatens endelige Seir 215
Værd.» Erling havde ikke Sind, heder det, til at bøie sig eller
til at bede Kongen om noget, og først efter sine Venners og
Frænders indstændige Bønner fandt han sig i at gaa Olaf tilhaande
paa de Vilkaar, som denne bød, idet han dog derhos ytrede: «Den
Tjeneste vil være dig den bedste, som jeg yder frivillig».1 Det
kommer her ikke saameget an paa, om Ordene er faldne netop
saaledes, som Sagaen gjengiver dem; det er nemlig aabenbart, at
Fortællingen i sin Helhed fuldkommen svarer til den virkelige
Situation og giver et tro Billede af Modsætningen mellem de hos
Lendermands-Aristokratiet raadende Følelser og Anskuelser og
det System, som Olaf den Hellige søgte at gjennemføre. Hans
senere Stridigheder med Erling Skjalgssøn, med Thore Hund,
Haarek af Thjotta og andre Stormænd vidner tilstrækkelig om,
at de fornemme Ætters Repræsentanter nok vilde bøie sig for
Kongen, men kun som for den første inden et Forbund af
Ligemænd, at de fremdeles vilde være herskende hver i sin Kreds,
at de fremdeles betragtede sig som uafhængige Høvdinger, der
kunde stille sine Betingelser, naar de underordnede sig Kongen,
og som kun vilde anerkjende dennes Myndighed inden visse
meget snævre Grænser, som kun vilde være hans Venner, saalænge
han var deres Ven, medens Olaf krævede en ubetinget Troskab
og havde stillet sig det Maal at danne en Ståt af de forbundne
Stammer og at gjennemføre et virkelig undersaatligt Forhold til
Statens Bepræsentant.
Idet han forfulgte dette Maal med ubøielig Konsekvens, idet
han stræbte at omdanne Lovgivningen i kristelig Aand, at stille
alle lige for Loven og underordne alle, uden Hensyn til Byrd
eller Magt, under Kongen som Lovens Repræsentant, kue
Selv-raadigheden hos de store Ætter, kunde det ikke unclgaaes, at han
hos disse fremkaldte en dyb og varig Uvilje mod sig. Denne Side
af Omvendelsesverket lod sig ikke gjennemføre i store Slag og
havde ikke en saa ophøiet Karakter af Almindelighed, at de rent
personlige Hensyn kunde glemmes eller træde i Raggrunden, ved
den maatte tvertimod Kampen nødvendigvis blive af en meget
eggende personlig Natur og berøre paa det føleligste Aristokratiet
i dets Interesser. Det er tydeligt, at Høvdingerne har holdt
ganske anderledes sterkt paa sin Magt og sine politiske Rettigheder
end paa sin religiøse Tro. Vi ser, at de mangengang ikke
generede sig for aabenlyst at kjøbslaa om denne, og endog naar
Daaben blev dem paatvungen ved List eller Vold, synes de dog at
have fundet sig nogenledes roligt heri. Men, da de politiske
Konsekvenser af Religionsforandringen begyndte at gjøre sig
1 I {skr., S. Ol. h. Helga, Cap. 58.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
