Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216
Den norske Historie’]
gjældende, vaktes de til den voldsomste og seigeste Modstand.
Med Olaf Tryggvessøn, som kun berøvede dem deres Guder, for
hvem det rent religiøse Formaal var Hovedsagen, og som for at
naa dette satte andre Hensyn tilside og viste sig rundhaandet
med Belønninger til dem, der gik ind paa at skifte ßekjendelse,
kunde de forsone sig; om ham sluttede Aristokratiet sig med en
Hengivenhed, som vel neppe hans glimrende personlige
Egenskaber vilde have formaaet at sikre ham, saafremt hans
reformatoriske Virksomhed havde strakt sig udover det rent religiøse
Omraade. Men Olaf den Hellige, som, idet han konsekvent
fortsatte sin Forgjængers Verk, arbeidede paa at tøile deres
Selvraa-dighed og indskrænke dem i deres politiske Vælde, blev
Gjenstand for deres uforsonlige Had. «Det havde været almindelig
Skik i Norge,» siger Snorre,1 «at Lendermænds eller mægtige
Bønders Sønner for paa Hærskibe og erhvervede Gods paa den
Maade, at de herjede baade udenlands og indenlands. Men
efterat Olaf var bleven Konge, fredede han saaledes sit Land, at han
afskaffede alslags Ran; om det end var mægtige Mænds Sønner,
der gjorde sig skyldige i Fredsbrud eller foretog sig noget, som
Kongen fandt stridende mod Loven, da revsede han dem med
Tab af Liv eller Lemmer, og det nyttede da ikke at bede for dem
eller byde Pengebøder......Han lod de samme Bevselser gaa
over den mægtige som over den ringe; men det tyktes mange at
være Overmod, og de opfyldtes med Fiendskab mod Kongen,
naar de led Frændetab ved hans Dom, om den end var
fuldkommen .forskyldt. Dette var Aarsag til den Opstand, som
Lands-folket gjorde mod Kong Olaf, at det ikke taalte hans
Betfærdighed; men han vilde heller opgive sit Kongedømme end sin
Bet-færdighed.» «De mægtige Mænd,» heder det i Fagrskinna,2 «som
saa, at Kong Olaf lod lige Dom gaa over Høie og Låve, og"
Len-dermændene, der paa hin Tid var trodsige og ærgjærrige, fandt
sig ei i, at de skulde give tabt for Kongen og Jarlerne; de mente,
at de selv ikke havde langt at regne op i Ætten for at komme til
kongebaarne Forfædre eller andre store Høvdinger, og saaledes
begyndte de at sætte sig op imod Kongen.»
Den aristokratiske Reaktion hævede atter Hovedet, og den tyede
nu som før til et Forbund med den danske Konge, der fremdeles
fastholdt sine Krav paa Overhøihed over Norge og kun ventede
paa en gunstig Leilighed til at gjøre dem gjældende. Det er ikke
her Stedet til at dvæle ved Enkelthederne i de Kampe, som
fremkaldtes ved dette Forbund, og som endte med at koste Olaf
Thro-nen og Livet; vi skal indskrænke os til at minde om Gangen i
Begivenhederne.
1 S. 01. h. Helga, Gap. 102. 2 Gap. 99.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
