Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olaf den Hellige. — Kristendommen og Enhedsstatens endelige Seir 217
Olaf den Helliges lidenskabelige og bratte Natur tillod ham
ikke at slaa noget af i sit System ligeoverfor den
Oppositions-aand, der hævede sig truende mod ham. Skjønt han saa den ene
Stormand efter den anden at falde fra og at slutte sig til den
danskengelske Konge Knut den Mægtige, hvis Plan: at gjenvinde det
Herredømme, hans Forfædre havde havt over Norge, ikke
længere var nogen Hemmelighed, skjønt han altsaa maatte kunne
forudse, at han vilde faa at bestaa en Kamp med langt overlegne
Kræfter, saafremt han ikke itide søgte at besverge Stormen ved
at give efter, holdt han dog ved med den samme Strenghed. Det
synes næsten, som at han med Flid har arbeidet hen mod en
afgjørende Krisis, og at han har valgt heller at prøve paa at naa
sit Maal i en enkelt stor Kamp end at opgive, hvad han indtil
da havde udrettet, for saa atter at begynde forfra og slides op i
en Række af Smaakrige.1 Hans Politik ligeoverfor Høvdingerne
var vel for en væsentlig Del bleven dikteret af et personligt
Magt-begjær; men den havde dog opstillet virkelig reformatoriske
Formaal, der stod i saavidt nær Sammenhæng med det religiøse og
kirkelige, at det ikke kan synes underligt, at de omfattedes med
en Slags Enthusiasme, der intet Prutningsmon kjender. Det vilde
derfor neppe være en retfærdig Bedømmelse af hans Forhold,
om man betragtede det som Vidnesbyrd om en blind Halsstarrig’
hed, at han lod det komme dertil, at Flerheden af Landets
indflydelsesrige Mænd stod i aabent Fiendskab til ham, eller om
man kaldte det Eventyrpolitik, at han, — istedetfor at søge en
Udsoning med Høvdingerne og samle Landets Kræfter mod den
udenfra truende Fare, — forlod sit Rige, omgivet af en faatallig
Skare af Tilhængere, i det uvisse Haab, at der skulde indtræde et
Omslag i Stemningen, der vilde gjøre det muligt for ham at
gjenvinde Thronen uden at slaa noget af i de Krav, han havde gjort
gjældende for den kongelige Myndighed. Han selv personlig kunde
maaske have vundet, men ikke hans Sag, derved at han itide
havde gjort Indrømmelser; de Ideer, han repræsenterede: den
nationale Selvstændighed, den kristelige Statsenhed, den mere
strengt gjennemførte Retsorden, ligeoverfor Stammeaanden og
Høvdingernes Selvraadighed, havde ogsaa hos disse vundet
saa-megen Indgang, at det laa nær at forudse, at der vilde indtræde
et Omslag i Stemningen til hans Fordel, naar han var borte og
man ikke længere følte Trykket af hans tunge Haand;
Fylkes-aristokratiet var allerede saavidt bøiet, at dette nye Forsøg paa
at emancipere sig fra det indenlandske Kongedømme alene kunde
1 Man erindre t. Eks. hans Ytring, da han hørte, at Thore Hund var faret til
Kong Knut: «Triii ek J)vi, at ]>6rir mun vera oss üvinr, ok Jiykki mér hann åvalt
betri firr mér en merr.» Hskr., S. Ol. h. Helg., Cap. 149,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
