Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olaf den Hellige. — Kristendommen og Enhedsstatens endelige Seir 219
Lys. Derved forspildtes Seiren for dem i samme Øieblik, som
den blev vunden.
Det skimter frem af, hvad der berettes om de forbundne
Høvdingers Forhold før og under det afgjørende Møde med Olaf den
Hellige, at der har raadet hos dem en indre Usikkerhed, som
ikke kunde andet end blive fordærvelig for den Sag, som hvis
Repræsentanter de optraadte. Ingen af dem skjøttede om at
paatage sig Overanførselen; den ene vilde skyde Ansvaret over paa
den anden. Tanken om Landets nationale Uafhængighed havde
vundet saavidt Indgang hos dem, at de ikke kunde føie sig vel
tilmode ved at kjæmpe mod deres Landsmænd for den danske
Konges Overhøihed; Harald Haarfagres Kongedømme havde,
navnlig gjennem de to Olafers energiske Virksomhed for
Kristendommens Indførelse og Befæstelse, opnaaet i saavidt høi Grad et
Herredømme over Folkeopinionen, at de neppe kunde andet end
i sit stille Sind betragte sig som Oprørere mod en høiere Ret.
Hvad der fortaltes om Olafs Ord og Handlinger, efterat han
havde forladt Landet, maatte fremkalde hos dem en mere eller
mindre klar Forestilling om, at de, ved at kjæmpe mod den
fordrevne Konge og det af ham repræsenterede System, havde
kjæmpet mod selve Kristendommen, paa hvilken Systemet var
bygget. .Men, saa udvortes Forholdet til den nye Statsreligion
vistnok har været hos de Heste af dem, stod den dog for dem
som den sande og seirende, og alt, hvad der hang sammen med
den, som det i høiere Forstand berettigede, hvilket man var
skyldig at bøie sig for. Deres personlige Had og Hevnfølelse
ligeoverfor Kong Olaf kunde bringe dem til at stille sig op til Kamp
mod ham, da han prøvede paa at vinde Landet paanyt; men, idet
denne Følelse blev tilfredsstillet ved hans Fald, var ogsaa et af
de sterkeste Baand opløst, der knyttede dem til den efter hans
Fordrivelse bestaaende Tingenes Orden: Høvdingernes Styrelse
under dansk Overhøihed; nogen rigtig Tro eller Tillid til denne
kunde de ikke længere have.
Og hertil kom nu endelig, at Knut den Mægtige, efterat
Lender-mændene havde tilkjæmpet ham Seiren ved Stiklestad, sveg de
Løfter, han havde gjort dem; det viste sig, at han ikke havde
havt til Hensigt at lade sig nøie med en saadan blot udvortes
Overhøihed, hvorved de norske Aristokrater kunde nyde den
«sjålfræöi ok höglifi innanlands»,1 som de var vante til, og for hvis
Bevarelse de havde kjæmpet. Han satte sin Søn Svein til Konge
over Norge og krævede for ham Rettigheder, der var mere
udstrakte, ialfald mere opeggende og fornærmelige, end dem, Olaf
den Hellige selv havde gjort Fordring paa, da han stod paa
1 Hskr., S. Ol. h. Helga, Cap. 34.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
