Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
Den norske Historie’]
Høiden af sin Magt. Det fortælles, at Svein havde nye Love med
sig til Landet, og at det ved disse blandt andet blev bestemt, at
ingen skulde forlade Landet uden med Kongens Tilladelse, at
enhver, som dræbte en anden, skulde have forbrudt Land og
Løsøre, at Arv, der tilfaldt utlæg Mand i hans Utlægd, skulde
tilhøre, ikke hans nærmeste Slegtning, men Kongen, at Bønderne
skulde udrede visse saakaldte Julegaver til ham, at de skulde
være forpligtede til at opføre alle de Bygninger, han vilde have
paa sine Gaarde, at enhver, som drog paa Havfiskeri, skulde,
hvorfra han end roede ud, enten det var fra hans eget eller
Kongens Land, betale denne en Landslod af fem Fiske, at ethvert
Skib, der seilede fra Landet, ligeledes skulde yde en vis Afgift,
ertdelig at én dansk Mands Vidnesbyrd skulde kunne fælde ti
Nordmænds. Det heder udtrykkelig om disse Bestemmelser, at
de var fastsatte overensstemmende med, hvad der var Lov i
Danmark, og at nogle var endnu meget strengere. Nu er det
vistnok i sig selv lidet sandsynligt, at det sidste skulde forholde
sig saa; om enkelte af de anførte Bestemmelser (navnlig den, at
én dansk Mands Vidnesbyrd skulde opveie ti Nordmænds) er det
ydermere paavist, at Traditionen har fremstillet dem i et skjævt
Lys eller opfattet dem urigtigt.1 Men endog om vi antager, at
den nye Lovgivning ikke gik videre end til at hævde for
Kongedømmet i Norge lignende Rettigheder som de, der allerede længe
havde bestaaet i andre Lande og navnlig i Danmark (visse
Na-turalpræstationer eller Gaver til Kongen, Øgt og Arbeide til hans
Gaarde, Afgift af Fiskeri og Skibsfart), maatte dette dog i
Nordmændenes Øine synes en «^rælkan») og «ufrelsi», hvorved Folket
blev forhaanet; det var et dybere Indgreb i den ved
Odelsforfat-ningen hjemlede private Frihed og Eiendomsherlighed, end
vistnok nogen norsk Konge siden Harald Haarfagre havde prøvet
paa at gjennemføre, og som maatte synes saameget mere
utaalelige fordi det udgik fra fremmede. Medens Lenderinændene paa
Stiklestad havde kjæmpet for en Sag, hvis Retmæssighed de ikke
havde nogen rigtig Tro paa, som de ikke havde kunnet slutte sig
til med nogen virkelig indre Styrke, blev de saaledes endog
fuldkommen bedragne for Seirens materielle Frugter. Deres Harme
over at være blevne skuffede, Uviljen mod de fremmede, der
optraadte som Herrer i Landet, Nationalstoltheden, Reundringen
for den fældede Konges store Egenskaber, der længe havde været
tilbagetrængt, men nu gjorde sig desto sterkere gjældende, efterat
Hadet mod ham var bleven tilfredsstillet, og som næredes ved
Beretningerne om hans brændende Religiøsitet og det mildere,
forsonligere Væsen, der havde været over ham i hans sidste
Leve-1 Munch, N. F. H., I. 2., 818-19.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
