Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olaf den Hellige. — Kristendommen og Enhedsstatens endelige Seir 221
tid, Erkjendelsen af, at han med al sin Haardhed dog havde havt
en retfærdig Sag, og at det havde været Landsforræderi at
forlade ham og gaa over til den danske Konge, — alt strømmede
sammen i én Retning og fremkaldte det voldsomste Omslag, der
staar som et merkeligt Vidnesbyrd om, hvor bevægelige Sindene
var blevne under de sterke Brydninger mellem gammelt og nyt,
som havde fundet Sted i den nærmest forudgaaende
Menneskealder.
Allerede samme Vinter, som Olaf var falden om Høsten,
begyndte det at blive en almindelig Tale, at han havde været en i
Sandhed hellig Mand; Rygtet om alskens Undergjerninger, der
skete ved ham efter hans Død, udbredte sig med rivende
Hurtighed; hans ivrigste Modstandere optraadte blandt dem, der først
bekjendte hans Hellighed; Høvdingerne med Einar
Thambar-skelve i Spidsen, der kunde rose sig af, at han ikke havde været
med i Slaget paa Stiklestad, lçdede Agitationen og bearbeidede
Folkestemningen til Gunst for den nye Helgen. Og overalt fandt
de Grunden paa det bedste beredet for sig. Allerede Aaret efter
Olafs Fald kunde det afgjørende Skridt tages. I en offentlig
Folkeforsamling blev det høitidelig vedtaget og erkjendt, at han
var en sand Helgen, lige under de danske Magthaveres Øine, og
uden at disse vovede at modsætte sig; hans Ligkiste opstilledes
over Høialteret i Klemenskirken i Throndhjem, og saa hurtigt
og fuldstændigt trængte Troen paa hans Hellighed igjennem, at
endog Kong Sveins egen Hofskald, i et Digt,han forfattede til dennes
Ære, og som maa være bleven forfattet saagodtsom umiddelbart
efter, at hin høitidelige Erkjendelsesakt havde fundet Sted, kunde
udbrede sig paa en salvelsesfuld Maade over de mange Jertegn,
der skete ved Olafs Helligdom, og tiltale sin Herre med de Ord:
«Bed du Olaf, at han vil unde dig sit Land; thi han er Guds
Mand; han skaffer alle et godt Aar og Fred fra Gud selv, naar
du kun frembærer dine Bønner for Ordets Tjener.»
Olafsdyrkel-sen blev, kan man gjerne sige, det mest fremtrædende Element i
Folkets Religion; overalt reistes der Kirker til hans Ære; han
blev Landets Skytspatron, og kom i Folkesagnet til at spille den
samme Rolle som den, Nordmændenes nationale Gud (Landaas),
Thor, Beskytteren mod alle Trolde og Uvætter, engang havde
spillet.
Der laa en politisk Beregning under den Iver, hvormed
Høvdingerne arbeidede paa Olafs Ophøielse til Helgen; de saa heri
et Middel til at undergrave den danske Konges Herredømme;
man ser ogsaa, at dennes Raadgivere og nærmeste Omgivelser
stillede sig fiendtlig ligeoverfor den hele Bevægelse, saalænge det
paa nogen Maade gik an, og Scenen mellem Alfiva, Kong Sveins
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
