Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222
Den norske Historie’]
Moder, og Einar Thambarskelve, da Jertegnene ved den faldne
Konges Lig blev prøvede, vidner tilstrækkeligt om, at man fra
begge Sider godt har forstaaet, hvad det her gjaldt om. Men
bevidste Interesser, egennyttige politiske Motiver skulde i og for sig
umulig have kunnet fremkalde et saa pludseligt og almindeligt
Omslag i Folkemeningen som det, der fandt Sted med Hensyn til
Kong Olaf. Der har været forud en Stemning, hvis Gjennembrud
hine Motiver kun bidrog til at fremskynde; der har gaaet et
stort Indtryk forud, hvoraf udentvivl ogsaa selve Bevægelsens
Ledere var grebne, saa at deres politiske Beregning har gaaet
Haand i Haand med en umiddelbar Følelse, af hvilken deres
Optræden først kunde hente den rette Styrke og Sikkerhed.
Denne Beregning blev kronet med det mest glimrende Held.
Fire Aar efter Slaget paa Stiklestad maatte den danske Konge
forlade Norge, medens den hellige Olafs Søn hentedes tilbage og
under almindelig Jubel toges til Konge over hele Landet. Det
lykkedes Høvdingerne at kaste Frémmedaaget af sig; men Olafs
Helgenglorie havde været deres fornemste Vaaben. Idet de
fordrev den danske Konge, underordnede de sig saaledes paa en for
Landets fremtidige Udvikling afgjørende Maade det nationale
Kongedømme og beredede det en Plads i Folkemeningen,
hvorved dets Herredømme kunde siges at være sikret. Dette
Kongedømme, der oprindelig — i Modsætning til det svenske og danske
— havde staaet som noget udvortes, næsten som et
Voldsherredømme, ligeoverfor Myndighederne i de mindre Kredse, hvori
Folket var delt, var nu bleven anerkjendt som den lovlige
Statsordens Centrum og Tyngdepunkt. Den religiøse Sanktion, som
det havde savnet, saalænge Hedenskabet stod ved Magt, havde
det nu ved begge Olafernes Omvendelsesiver og navnlig ved den
Helgenglorie, der omstraalede den yngres Minde, opnaaet i rigeste
Maade. Det var blevet et Kongedømme af Guds Naade. De store
Ætters Fordringer paa fuld Suverænitet var opgivne; deres
Forkjærlighed for en Stammestyrelse under fremmed Overhøjhed
var overvunden eller turde ialfald ikke længer gjøre sig
gjældende. De havde traadt et Skridt tilbage. Stammeaanden var
bøiet under Tanken paa Rigets Enhed og den nationale
Uafhængighed; Kristendommen og den paa Kristendommen grundede
Stats- og Samfundsorden havde vundet sikkert Fodfæste i
Opinionen. — Slaget paa Stiklestad kan saaledes i sine umiddelbare
Følger betragtes som afsluttende for den Kamp, der fylder de
første halvandethundrede Aar af vor Historie, og hvorved det
dreier sig om Norges Tilværelse som særegen Ståt og
Nationalitet. Olaf den Hellige led virkelig Martyrdøden for den Sag, han
repræsenterede; han er med Rette bleven kaldt Rigets anden Stifter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
