Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
224 Den norske Historie’]
ode mangengang netop bliver Grunden til dets Svaghed og
Farveløshed i den næste.
«Jedes Yolk, das seinen Glauben ändert,» siger Dahlmann,
«thut zunächst eine Anzahl Schritte rückwärts; denn es hat
ver-loren und noch nicht wiedergefunden.»1 Denne Sætning maa
vistnok have fuld Anvendelse paa Religionsforandringen hos
Nordmændene, der var det Folk, hos hvilket det germaniske
Hedenskab holdt sig længst, eller rettere: hos hvilket udentvivl den
rigeste Udvikling var foregaaet paa hedensk Grund. De fleste
øvrige germaniske Stammer var blevne kristnede paa et meget
tidligere Udviklingstrin. Forsaavidt Hedenskabet hos en enkelt
(Svearne) holdt sig i Tiden ligesaa længe eller længere end hos
Nordmændene, var det ialfald under Forhold, der var langtfra
saavidt gunstige for dets Udvikling. Hos Nordmændene stod det
længe ved Magt og modtog paa samme Tid stadige Paavirkninger
udenfra, der indvirkede befrugtende paa det. Hos dem naaede
det Liv og de Samfundsformer, der historisk hang sammen med
Hedenskabet, — Stammeforfatningen, Ættearistokratiet,
Vikingvæsenet, — den største Styrke eller det skarpeste Præg; hos dem
blev Folkekarakteren i høieste Grad dannet og paavirket af dette
Liv. Deres Tab ved Religionsforandringen syntes følgelig at
maatte være det største, paa samme Tid som det nye hos dem
syntes at maatte finde vanskeligst og ufuldstændigst Indgang.
Man vil sige, at den hedenske Religion hos Nordmændene
havde overlevet sig selv, da den fortrængtes af den kristne. De
i den ældre Edda bevarede mythiske Digte, der for en væsentlig
Del vistnok maa antages at skrive sig fra den hedenske Tid,
beherskedes af Forestillingen om Gudernes forestaaende Undergang;
ja Guderne fremstilles ikke blot som endelige forgjængelige
Væsener, men de forhaanes ligefrem eller stilles i et latterligt Lys.
Saaledes er Härbardsljöd et Spottedigt over Nordmændenes
Ynd-lingsgud, Landlivets og Bondens Beskytter, Thor, og i Lokasenna
drages hele Gudestaten frem og gjennomhegles paa den frivoleste
Maade, medens der i intet af disse Digte forekommer noget Træk,
der tyder paa direkte Indvirkning af Kristendommen eller giver
Grund til at betvivle, at de skulde tilhøre den hedenske Tid. Man
vil heri se et Bevis for, at Aasareligionen var indvortes sprængt,
længe før den paa en ydre Maade gik tilgrunde. Og det kan
vel ikke være tvivlsomt, at Troen paa de gamle Guder kun har
været svag, ialfald hos de høiere og herskende Samfundsklasser,
at der kun har fundets lidet af et virkelig religiøst Liv. Et
sikrere Vidnesbyrd herom end det, man kan finde i de ikke synder-
1 Ethvert Folk, som skifter Tro, gjør først nogle Skridt bagover; thi det har
tabt og endnu ikke fundet igjen. Gesch. v. Danemark, I. 166.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
