Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olaf den Hellige. — Kristendommen og Enhedsstatens endelige Seir 22o
lig gudelige Gudekvad, som er os levnede, ligger i Maaden,
hvorpaa Folket blev kristnet, de egennyttige eller i bedste Fald dog
rent verdslige Motiver, der viste sig saa hyppig at være de
bestemmende, hvor det gjaldt Spørgsmaalet om at gaa ind paa eller
bekjæmpe den nye Religion. Men ved det, vi kalder germanisk
eller nordisk Hedenskab, forstaaes ikke blot en Tro, en Religion
i Ordets snævrere Betydning, men tillige en Filosofi, en Moral,
en Poesi, der stod i Sammenhæng med denne Religion og havde
udviklet sig af den. Saaledes kunde Aasareligionen, trods den
mere og mere om sig gribende Rationalisme eller Indifferentisme,
vedblive at være, om end ikke i direkte, saa dog i indirekte
Forstand, den alt gjennemtrængende Aand, Kilden, hvorfra Livet
i alle Retninger var udsprungen, og hvorfra det fremdeles
næredes, det organiserende Princip, der knyttede Samfundets og den
enkeltes Liv sammen til et Hele. Den nationale Digtekunst var
bygget paa den, ligesom den nationale Stats- og
Samfundsforfatning; den greb ind i alle baade private og offentlige Forhold.
Idet Guderne ved den fremadskridende mythologiske Udvikling
mere og mere anthropomorfiseredes, og mere og mere droges
ned fra den ideale Høide, hvorpaa de én Gang havde staaet,
antog det Forhold, hvori Menneskene stillede sig til dem, en mindre
religiøs Karakter, men blev paa samme Tid et mere fortroligt;
de stod ikke længer for Opfatningen som almægtige, uendelige, i
det fjerne Blaa hensvindende Væsener, men næsten som jordiske
Høvdinger, som Menneskets «Venner», med hvilke han kunde
slutte Forbund, og som kunde tænkes at ledsage ham paa ethvert
Skridt gjennem Livet; i samme Mon, som deres Skikkelser
gjennem den fortsatte Anthropomorfisation droges ned og
formindskedes, fik de ogsaa større Fylde, et rigere Indhold; de
tilfredsstillede mindre den religiøse Trang, men til Gjengjæld saameget
mere den poetiske og fantastiske. De nordisk-germaniske mythiske
Forestillinger havde, fornemmelig vistnok i Vikingperioden,
antaget Karakteren af en fuldkommen Krigsreligion; Æserne var
fra Personifikationer af Naturkræfterne omdannede til
Krigerfyrster, i hvilke det oprindelige Naturbillede næsten var bleven
ukjendeligt; Gudelivet forestilledes som en uafbrudt Kamptummel,
og Billedet af den store Kamp, i hvilken baade Guderne og alle
andre Væsener skulde forgaa, var bleven Mythekredsens
Midtpunkt, den alt beherskende og gjennemtrængende Forestilling.
Idet Menneskene herved vænnedes til at betragte sine Guder som
forgjængelige, blev deres Underkastelse under dem ganske vist en
meget betinget, deres Tro paa dem alt andet end dyb og inderlig.
Men disse Billetter af Gudernes Kampliv og endelige Undergang
stemmede ganske med Folkets hele Aandsretning; i dem fandt
15 — Sars: Samlede Verker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
