Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olaf den Hellige. — Kristendommen og Enhedsstatens endelige Seir 227
gamle Samfundsformer; den opstillede en helt forskjellig Moral;
den forudsatte, for at trænge helt igjennem, en anden
Livsanskuelse end den, som Hedenskabet havde uddannet; den kunde ikke
som herskende Religion vedblive at virke som Ferment i en
Udvikling, der paa alle Punkter hang sammen med en Religion, som
den bekjæmpede og søgte at udrydde; den maatte stræbe at blive
Udgangspunkt for en nv Udvikling; dens Opgave maatte blive
at skabe en ny Sammenhæng. Men forinden maatte den
bestaaende opløses; det gjaldt at rive det gamle ned, forat det nye kunde
faa Plads, og jo sterkere dette gamle var befæstet, jo videre det
havde udviklet sig, jo vanskeligere blev Overgangen til det nye. —
Den kristelige Bekjendelse kan vel, efter den Maade, hvorpaa
Omvendelsesverket var bleven gjennemført, i Regelen ikke have været
stort mere end en blot ydre Form, og det hvad enten den var
paatvungen eller frivillig antagen; endog i det sidste Tilfælde var
det nemlig som oftest dog rent ydre Hensyn, der øvede den
afgjørende Indflydelse. Alligevel kunde den saaledes antagne
Bekjendelse have Magt til at bryde ned; den kunde skræmme bort
fra det gamle, bidrage til at tørre ud de Livskilder, der havde
sit Udspring fra det, nedsætte de fra Hedenskabet stammende
mythiske Forestillinger og Fantasibilleder til en Overtro, som den
enkelte, der bevarede dem, ikke turde være sig rigtig bekjendt,
og udsætte dem for den Degenereren, der maatte blive Følgen af,
at de kun turde føre en skjult Tilværelse; men den havde lidet
at byde til Erstatning for, hvad den saaledes tog bort.
Det er blevet fremhævet som et Fortrin ved den norske
Mission, i Modsætning til den danske og svenske, at den havde en
mere national Karakter og ikke brød paa en saa radikal Maade
med det gamle, fra Hedenskabet stammende Liv.1 Ved at betragte
«de udvortes Forhold skulde man nu snarest ledes til at tro, at
»det modsatte havde været Tilfælde. I Danmark og Sverige varede
Kampen mellem Kristendom og Hedenskab i flere Aarhundreder,
i Norge afgjordes den i en Menneskealder. I de to førstnævnte
ILande var Omvendelsesverket fordetmeste overladt til Kirkens
*’gne Kræfter, uden at støttes ved nogen kraftig verdslig Arm; i
IXorge gjennemførtes Kristendomspaabudet paa den ukristeligste
Maade, med Ild og Sverd og hensynsløs Voldsomhed;
Nordmændene blev ofte ligefrem «baröir til batnaöar».2 Men paa den anden
Side: i Danmark og Sverige udgik Missionen fra et fremmed Land,
lededes af Udlændinger, der ikke kunde gjøre sig fortrolige med
Folkets Liv og eiendommelige Tænkemaade, beskyttedes af frem-
1 Se Keyser, Kirkehist. 1. 119 ff. Munch, .V. F. li., I. 2. S. 294 ff.
s Hskr., S. Ol. h. //., Cap. 120.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
