Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olaf den Hellige. — Kristendommen og Enhedsstatens endelige Seir 233
liver Mand paa Island skulde være Kristen og lade sig døbe; alle
Hov og Gudebilleder skulde være vanhellige og nedbrydes, og
den mindre Fredløshedsstraf (fjörbaugsgarÖr) skulde være
Straffen for hver den, som aabenbart blotede til Afguderne. Men, for
ogsaa at føie Hedningerne i noget, skulde det være tilladt
fremdeles at udsætte Børn og æde Hestekjød, ligesom heller ikke
nogen skulde være strafskyldig for at blote i Løn, naar det kun
ikke blev vidnesfast. Hermed lod begge Partier sig nøie, og det
heder endog, at alle roste Thorgeirs Tale, ogsaa de, der hørte til
det hedenske Parti, som der var taget mindst Hensyn til, skjønt
det var det talrigste. — En lignende Tolerans ser vi Hedningerne
overalt lægge for Dagen baade i Norge og paa Island, hvor de
havde Overmagten, og hvor de kunde have forfulgt den nye
Be-ligions Bekjendere, om de havde fundet det Umagen værd.
Saaledes var Haakon Adalsteinsfostre kristen, da han blev Norges
Konge, og vedblev gjennem en lang Bække af Aar at iagttage
sin Religions Skikke, ja endog at vinde enkeltvis Tilhængere
for den, uden at Folket lagde ham det til Last eller søgte
at hindre ham deri; det var først, da han prøvede paa at
bruge Tvang mod anderledestroende, at den hedensk-religiøse
Uvilje vaagnede og vendte sig mod ham. Saaledes blev Olaf
Tryggvessøn uden Betænkning taget til Konge, skjønt han
ikke var den, der lagde Skjul paa sin Tro, og skjønt det maatte
være hvermand bekjendt, at han var kristen. Saaledes lod man
paa Island de af Olaf Tryggvessøn udsendte Missionærer prædike
den nye Lære, saameget de vilde, uden at skride ind mod dem,
indtil de, utaalmodige over den ringe Fremgang, som deres
Prædiken havde, og følgende sin Herres Eksempel, greb til
voldsomme Midler og begyndte at rive Hovene ned eller at forstyrre
Blotene. Overalt, i Modstanden mod den nye Lære saavelsom i
Tilslutningen til den, var det Grunde af en rent praktisk eller
politisk Natur, der først og fremst gjorde sig gjældende. Man
fandt de kristne Religionsskikke naragtige og upassende; man
fandt Religionsforandringen unødig, saasom jo Folk hidtil havde
hjulpet sig vel med den gamle Tro; man frygtede for de
Forstyrrelser, den vilde afstedkomme i den bestaaende Retsorden:
at skifte Tro var tillige at bryde Landets Lov, — eller man
ræsonnerede som Henrik den Fjerde, der mente, at Paris nok var en
Messe værd, eller man bekvemmede sig til at give efter for de
Kristnes Fordringer, naar man saa, at det var nødvendigt for at
opretholde Samfundets Fred og Enhed.1 Der kommer megen
sund Sans tilsyne i denne Holdning. Vi kan ikke andet end
beundre Lovsigemanden Thorgeirs Kløgt og det Maadehold, som
1 Jvfr. Maurer, Hel;, il. noriv. St., II. 374 //’. o. fl. St.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
