Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den norske Historie
vistes af de stridende Partier paa Althinget, idet de underordnede
sine Meninger under Hensynet til det heles Tarv. Men det er
paa den anden Side klart nok, at et Folk, hos hvem en saa
praktisk Afgjørelse af en stor Religionsstrid kan være mulig, har havt
en alt andet end religiøs Aandsretning, og at hos det Bunden har
været alt andet end forberedt for det indre Troesliv, som
Kristendommen skulde føre med sig.
Kristendommen hviler paa en dvb Erkjendelse af Menneskets
Syndighed og Svaghed og forudsætter denne Erkjendelse for
virkelig at tilegnes; den Stemning, hvori den finder sin rette
Spiregrund, er en indre Brudthed, en Følelse af Angst og Bæven. Men
intet kunde være mere stridende mod de gamle Nordmænds
Karakter, Liv og Livsanskuelse end en saadan Stemning. Alt gik
hos dem ud paa at hærde Legemet og Aanden; de Evner, deres
Liv fremfor alt udviklede, ensidig paa andre Evners Bekostning,
var Mod, Viljefasthed og beregnende Kløgt; de moralske
Egenskaber, som de satte mest Pris paa, og" som deres Leveregler
fremfor alt indskjærpede, var Selvbeherskelse og en personlig
Selvstændighedsaand, der ikke bøiede sig for nogen eller noget.
Endogsaa ligeoverfor overjordiske Magter skulde Manden hævde
sin Uafhængighed; det gjaldt ikke som noget anstødeligt eller
mindre hædrende for en Mand, at han var «gudløs» og holdt sig
til Troen paa egen Kraft og Styrke; det var intet Vidnesbyrd om
indre Fortvivlelse eller Forkommethed; slige gudløse Personer
synes tvertimod ofte at have hørt blandt de bedste og mest ansete;
deres Gudløshed var kun et overdrevent Udtryk for den for den
hele Nation fælles Aandsretning. Saaledes lægges der Sigmund
Brestessøn, hvem Sagaen skildrer som en i alle Henseender
ypperlig Helt, de Ord i Munden, da Haakon Jarl spurgte ham,
hvilken Tro han havde, at han hidtil havde troet paa sin Lykke og
Seirsælhed, og at han havde hjulpet sig vel dermed, saalænge
han var i Hernad.1 Da Haakon Adalsteinsfostre gjorde Korsets
Tegn over Bægeret i Trøndernes Blotveitsle paa Lade, og man
spurgte, hvad dette skulde betyde, svarede Sigurd Jarl, for at
dæmpe Uviljen, at Kongen bar sig ad som alle de, der tror paa
sin egen Kraft og Styrke, idet han gjorde Thorshammerens Tegn
over Bægeret, inden han drak, og med dette Svar lod Bønderne
sig nøie; de lagde ham altsaa ikke til Last, at han ingen Tro
havde, men, hvis han vilde have nogen, skulde det være deres
egen. Om den islandske Høvding Thorgils Aressøn er det fortalt,
at han en Vinter havde i Huset hos sig tre af de for sit Mod og
sin Ustyrlighed mest bekjendte unge Mænd paa Island, som alle
1 Fornm. S. II. 108.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
