Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olaf den Hellige. — Kristendommen og Enhedsstatens endelige Seir 235
tre var dømte i Fredløshedsstraf, nemlig Grette den Sterke og
Fostbrødrene Thorgeir og Thormod, der siden blev Olaf den
Helliges Hofskald, og at han, da han blev spurgt paa Althinget,
om hvem han ansaa for den dygtigste af disse, svarede: «De er
modige og dygtige Mænd alle tre; men det er dog nogen Forskjel;
thi Grette er mørkræd, og Thormod er ræd for Gud; men om
min Frænde Thorgeir tror jeg, at han ikke kan ræddes for
nogenting, og han er den gjæveste af dem.»1 Endog det at være ræd
for Gud kunde altsaa næsten opfattes som en Svaghed, naar man
gjorde formeget af det, og Thormods Gudsfrygt lagde dog ikke
mere Baand paa ham, end at han, som det siges, i en Alder af
35 Aar havde dræbt 14 Mennesker.2
Vi minder om, at allerede den første Forfatter, der har givet
en Skildring af Germanerne,3 fremhæver som karakteristisk for
dem, at de ikke havde nogen særegen Prestestand, og at de
heller ikke lagde synderlig Vind paa Ofringer. Vi har ovenfor søgt
at vise, hvorledes dette Træk hænger sammen med en hel
Udvikling, til hvilken ogsaa de for Racen eiendommelige politiske
Fortrin og Egenskaber maa føres tilbage. Krigerlivet har hos denne
Race allerede tidlig faaet større Betydning end hos nogen af
Stamfrænderne; det militære Forfatningsprineip har paa Grund
deraf gjort sig sterkere gjældende, medens det religiøse er traadt
mere i Baggrunden, og dette har igjen været Grunden til, at
Germanernes Statssamfund fik en sammenligningsvis friere Karakter,
og at der udviklede sig hos dem en personlig
Selvstændigheds-aand, som fremfor nogen anden Egenskab gjorde dem skikkede
til at øve et politisk Verdensherredømme. Men denne Udvikling,
som vi allerede finder antydet i de ældste historiske
Efterretninger om Racen, fortsattes gjennem en lang Række af Aarhundreder
og under de gunstigste Betingelser hos de nordgermaniske Folk
og specielt Nordmændene. Den krigerske Eventyraand traadte
aldrig skarpere frem end i Vikingtogenes Tidsalder og fik aldrig
en rigeligere Næring; de gamle Nordmænd blev, fremfor nogen
anden Gren af Stammen, opdragne under Indflydelse af en
uafbrudt Kamp, hjemme og ude, mod en haard Natur, som maatte
aftrodses sine Gaver, og paa Tog i fremmede Lande, og dette
Kampliv, — i Forbindelse med den spredte Bebyggelse, den fast
grundmurede Privatbesiddelse af Jorden, — maatte fremhæve hos
dem til det yderste den for Racen i det hele eiendommelige
«esprit d’individualisme». Heri laa nu baade en Styrke og en
Svaghed. Et Folk, hos hvem en saadan Aand er bleven raadende,
1 Fostbrudrasaga, i Flatøbogen, II. S. 159. Jvfr. drettes Saga, Cap. 51.
2 Ifølge Olaf den Heil. legend. Saga, Cap. 88, skulde det dog kun være seks.
3 Nemlig Cæsar. Se ovenfor S. 49.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
