Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olaf den Hellige. — Kristendommen og Enhedsstatens endelige Seir 237
men borneret, af en overveiende praktisk Karakter, som en ægte
Krigermoral. Dens Styrke laa i den personlige Selvfølelse, der
indgav dem Afsky for, hvad der var lavt eller feigt, men som i
Forholdet til andre lod dem altfor udelukkende se paa egen
Fordel eller egen Ret. De troede paa en uafvendelig Skjæbne (allt
er lagt f\rrir, — ‡>at niun veröa fram at koma sem ætlat er o. s. v.),
men deres Fatalisme havde intet mørkt eller sygeligt ved sig;
Betragtningen af, at ingen kan undgaa sin Skjæbne, skulde kun tjene
til at styrke deres Mod og afholde dem fra at plage sig med
unyttige Bekymringer. Deres Livsbetragtning var i det hele en
lvs og freidig; «glaör ok reifr skyli gumna hverr, unz sinn biör
bana,»1 heder det i Hdvamacd, og Olaf Tryggvesssøn stod ogsaa
derved som en Mønstermand for sit Folk, at han var «allra
manna glaöastr».
Det er, efter denne Nationens Udviklingsgang og disse
Eiendommeligheder ved dens Væsen, paa Forhaand rimeligt, at den
kristelige Ydmyghed og Sønderknusthed (contritio) har havt
vanskeligt for at skaffe sig Indgang hos den, vanskeligere maaske end
hos noget af de stambeslegtede Folk. Saalænge det endnu gjaldt
at kjæmpe for den nye Religion i en rent udvortes Forstand,
kunde den omfattes med ’brændende Iver og opstille mægtigt
grebne Repræsentanter; der behøvedes da fremfor alt Trods og
Viljestyrke, og Kampiveren kunde bøde paa, hvad der manglede
i virkelig Forstaaelse. Men, da Kristendommen ikke længer havde
nogen ydre Modstand at overvinde, da det gjaldt at tilegne sig
dens indre Liv, stillede den Krav, som Nordmændene ikke havde
saa let for at tilfredsstille, og som de ogsaa kun paa en meget
ufuldkommen Maade tilfredsstillede. — Af det middelalderske
Kristenlivs forskjellige Ytringsformer ser vi kun dem nogenledes fyldigt
repræsenterede i vor Historie, der faldt saavidt nær sammen med
det gamle hedenske Liv, at dette kunde fortsætte sig gjennem
dem. Nordmændene drog hyppig og i stort Antal paa
Pilegrims-farter; de deltog paa en selvstændig og i Forhold til Landets
Styrke meget fremtrædende Maade i Korstogene til det hellige
Land. Her fandt det nye et Berøringspunkt med det gamle; det
var i Grunden Vikingaanden, som brød frem paanyt under de
kristelige Former. I den norrøne theologiske Literatur er det
biografiske Element — Legenden, Helgensagaen — sterkt
repræsenteret;2 denne stemmede nogenlunde med det nationale Aandslivs
oprindelige Frembringelser og kunde støtte sig til den sterkt
udviklede Sans for Bedrifter og Eventyr. Derimod er den
dogma-tisk-filosofiske Del ubetydelig og indskrænker sig til blotte Over-
1 «Glad og munter hør liver ManH være, til hans Dødsdag k’ommer.»
2 Se Keyser, Literatur hist., S. 529, 535.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
