Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olaf den Hellige. — Kristendommen og Enhedsstatens endelige Seir 239
denne fra at udfolde sig saa frit som før: den kunde afstænge
eller indskrænke de Skuepladse, paa hvilke den tidligere havde
tumlet sig. Medens det at fare paa Herjetog i fremmede Lande»
saalænge Hedenskabet stod ved Magt, gjaldt som et Slags Skole
for unge høibvrdige Mænd, hvilken det var en Hæder at have
gjennemgaaet, kunde dog endda den mest udvortes Kristendom
ikke indlade sig paa at anprise eller anbefale en saadan Maade
at «afla sér fjar ok frægöar» paa. Allerede Olaf Tryggvessøn, der
selv fra sin tidligste Ungdom havde tumlet sig om paa
Herjetog i fremmede Lande, skal, efter at være bleven Kristen, have
betragtet og behandlet Vikingvæsenet som en hedensk Uskik.
Olaf den Hellige sagde om sine Vikingfærder, at han ved dem
havde sat baade sit Legeme og sin Sjæl paa Spil.1 I det høieste
kunde det gjælde som tilladeligt for kristne Mænd at herje paa
hedenske Lande, og om end Skikken at fare i Viking ikke blev
ganske nedlagt før længe efter Kristendommens Indførelse, saa
tog den dog mere og mere af, hvortil ogsaa ydre Forhold bidrog,
idet nemlig de af Vikingerne mest hjemsøgte Lande ophørte at
være et saa let Hytte, som de engang havde været, saa at
allerede Adam af Bremen2 kunde rose Nordmændene, fordi de,
medens de før havde flakket Verden rundt og beriget sig ved
Røverier, nu, efter at være blevne Kristne, havde lært at elske Freden
og leve tilfreds med sin Fattigdom. Men, om end Vikingvæsenet
vistnok har øvet en mangengang forvildende Indflydelse paa
Sæderne og ganske vist ikke var foreneligt med den
fremadskridende Civilisations mildere Aand, maatte dog dets Ophør medføre
en Dekadence i det norske Folks Nationalliv, og det ikke blot
fordi en Kilde til materiel Velstand paa denne Maade blev
stoppet. De store Høvdingslegter, der var dette Livs egentlige Bærere,
havde vanskeligt for at opretholde sin Anseelse og hævde sin
Stilling, efterat den lette Adgang, som Vikingtogene frembød til
at berige sig og underholde talrige Skarer af haandgangne Mænd,
ikke længer var tilstede. Men fremfor alt: det Liv, Vikingerne
førte, de dristige Eventyr, Kampen mod Elementerne, den yderste
Anspændelse i de enkelte afgjørende Øieblik, og saa bagefter den
lange Hvile, den ørkesløse Nydelse, var som skabt for
Nordmændene, og Nordmændene som skabt for det; et saadant Liv var
bedre end noget andet skikket til at bringe frem, hvad der var
deres sterke Side, til at anspore deres Evner og holde dem vaagne.
— Det Karaktertræk, som Tacitus3 fremhæver hos Germanerne,
idet han siger om dem, at de paa é‡a Gang, «mira diversitate
1 Hskr., S. O. h. H., Gap. 33.
2 Hans Skrift er forfattet omkr. Aar 1075.
3 Germ., Gap. 15.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
