Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olaf den Hellige. — Kristendommen og Enhedsstatens endelige Seir 241
naaet, i Religionen og Retsbevidstheden. Vi har erkjendt, at dette
var en medvirkende Grund til, at de norske Konger af Harald
Haarfagres Æt fremfor de danske og svenske antog sig
Kristendommens Sag, og at de, ved at stille sig med en brændende Iver i
Spidsen for Omvendelsesverket og gjennemføre det med en
beundringsværdig Kraft, knyttede Folket paa det fasteste til deres
Æt og den af denne repræsenterede Statsorden. Saaledes blev
netop det norske Kongedømmes tidligere Svaghed under
Udviklingens Gang en Grund til dets senere Styrke, sammenlignet med
det danske og svenske. Olaf Tryggvessøns og Olaf den Helliges
Minde og navnlig den sidstes Helgenglorie gav det en Glans, som
med én Gang hævede det fra en usikker Kamptilværelse op til en
Høide, hvorhen Medbeilerne ikke kunde naa det. I)et blev et
Kongedømme af Guds Naade, endog fremfor det danske og svenske,
som allerede under Hedenskabet havde havt et Slags religiøs
Karakter, men derfor ikke blev saa fast knyttede til den nye
Religion. Det opnaaede ikke derved umiddelbart en Magt og
Myndighed, der var disses overlegen, men det indtog en Stilling i
Folkemeningen, hvoraf en saadan Myndighed lidt efter lidt kunde
erhverves. Medens Olaf den Hellige selv havde faaet at føie,
hvorledes de ældre danske og svenske Kongelinjer saa ned paa
Harald Haarfagres Efterkommere som paa Indtrængere, hvis
Jævnbyrdighed de ikke vilde erkjende, lik Ætten gjennem ham
en Legitimitet, hvorved ikke blot alle Krav paa Overhøihed fra
Dane- og Sveakongernes Side udelukkedes, men som blev
Udgangspunktet for en Stræben, der endte med at sammentrænge al
offentlig Myndighed hos Kongedømmet, i langt høiere Grad end
dette blev Tilfælde i Danmark og Sverige.
En saadan politisk Udvikling maatte føre til, at Folket i social
Henseende blev nivelleret. Naar en Adel taber sin politiske Magt,
pleier dens sociale Fortrin, dens Rigdom, det materielle Grundlag
for dens Magt, at følge med i Løbet. Det norske Aristokrati
havde udviklet sig med Stammeforfatningen, dets Magt var
grundet paa Selvstyrelsen i Folkets engere Kredse, og denne stod i
nær Sammenhæng med det hedenske Religionsvæsen.
Kristendommens Indførelse, hvorved Kongedømmet befæstede sin Plads
i Folkemeningen, maatte derfor tilføie Aristokratiet et Stød, som
det ikke rigtig kunde forvinde. Det havde, efter Slaget paa
Stiklestad, bøiet Nakken paa en for alle Tider bindende Maade under
Harald Haarfagres Æt og den af denne repræsenterede
Statsorden; det havde traadt et Skridt tilbage; dets Kamp for en
herskende Stilling under fremmede Fyrsters Overhøihed var opgivet;
men ved sine Traditioner var det dog saa nøie knyttet til den
gamle Tingenes Orden, at det ikke helt kunde gaa op i den nve
16 — Sars: Samlede Verker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
