Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250
Den norske Historie’]
mest forhadte Paalæg, der var blevne staaende siden Svein
Alfiva-søns Tid. Hans senere Styrelsestid optoges saagodtsom helt af
Kampene om Herredømmet over Danmark, og den Lykke, der
fulgte ham i disse Kampe, det Heltemod, han lagde for Dagen, i
Forbindelse med hans andre ypperlige Egenskaber, hans, som
man tydelig kan skjønne, paa én Gang milde og faste Karakter
knyttede efterhaanden alle Landets Høvdinger til ham med en
Hengivenhed, der hindrede ethvert videre Sammenstød.
Anderledes syntes Forholdet at maatte blive under hans
Eftermand, Harald Haardraade, der i mangt og meget var ham saa
ulig. Hvad Adam af Bremen siger om Harald: — at han
«overgik alle rasende Tyranner i Grumhed», og at «han formedelst sin
Graadighed og Grumhed var forhadt af alle», — kan vel ikke
gjælde som et paalideligt eller upartisk Vidnesbyrd; men ogsaa
det Billede, den islandske Tradition har givet af ham, er et næsten
skummelt, og det uagtet Harald, der selv var Skald og forstod
at sætte Pris paa Skaldekunsten, allerhelst naar den anvendtes
til hans egen Forherligelse, altid viste sig som en stor Ven af de
islandske Skalder og af Islændingerne i Almindelighed, og derfor
ogsaa, som det udtrykkelig siges, blev mere yndet hos disse end
nogen anden norsk Konge.1 Man huske den Sammenligning
mellem ham og hans Halvbroder Olaf den Hellige, der hos Snorre
er lagt Høvdingen Haldor Brynjulfssøn af Vettaland i Munden.
Haldor hørte engang paa, heder det, at der taltes om de to
Konger, og at man mente, at de havde været meget forskjellige; han
sagde da: «Jeg var med begge Brødrene i megen Kjærlighed, og
begges Skaplynne var mig vel bekjendt; men jeg har aldrig
fundet to Mænd, der var hinanden mere lige i Sind; de var begge
de klogeste og vaabendjærveste Mænd, begjærlige efter Gods og
Magt, myndige og ikke meget nedladende, strenge Herskere og
haarde til at straffe. Kong Olaf tvang Landsfolket til
Kristendom og rette Seder og revsede grumt dem, der stod ham imod;
Landets Høvdinger taalte ikke af ham, at han dømte efter
Betfærdighed og uden Persons Anseelse; de reiste en Hær mod ham
og fældte ham i hans eget Rige; derfor blev han hellig. Kong
Harald derimod herjede for at vinde Berømmelse og Magt; han
brød under sig alle dem, han kunde, og faldt paa andre Kongers
Grund.» I denne Sammenligning er vistnok Hovedpunktet rigtig
1 Snorre, Heimskr. Har. Haardr. S. Cap. 36 (Ungers Udg. S. 574—75).
Flateyjar-b(’)k, III. S. 343: «Var Haralldr konungr J>ui mikill uinr peirra (d. e. Skalderne)
ath honuin Jiotte gott lofit fmiat hann uar dessa heims hofdingi hinn mesti.»
-Et merkeligt Vidnesbyrd om, hvor populær Harald Haardraade har været hos
Islændingerne, er, hvad der fortælles i Sturlunga-Saga, II, 1. S. 62, at nemlig
Thord Kakale forud for Søslaget paa Floen i 1244 gjorde det Løfte, at han og
hans Mænd skulde vandfaste alle Fredage i et helt Aar og derhos lade kjøbe
Sjælemesser for Kong Harald Sigurdssøn i tolv Maaneder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
