Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kongedømme og Lendermandsaristokrati, 10.’30—113(1
251
truffet og fremhævet. De to Brødre har i Hensyn paa
oprindelige Anlæg havt meget tilfælles; men de ulige
Tidsomstændigheder, under hvilke disse Anlæg kom tilsyne og udfoldede
sig, medførte dog, at det samlede Indtryk af deres
Personligheder blev et helt forskjelligt. Olaf fandt en stor Opgave for sig,
da han kom til Riget, og, idet han samlede sine Evner om denne,
adledes hans Natur; dens skarpe Kanter udjævnedes, og hans
Liv blev i Erindringen indordnet under en høiere Sammenhæng,
for hvilken Indtrykket af de mange enkelte Træk af Voldsomhed,
Haardhed og personlig Hadskhed maatte træde tilside, som naar
Sollyset falder paa et Fjeld og lader os se mildere, mere afrundede
Former der, hvor vi under en anden Relysning vilde se bratte
Styrtninger. Harald derimod blevKonge,efteratKampen mellem den gamle
og den nye Tingenes Orden allerede havde naaet en foreløbig
Afslutning; hans Styrelse kunde saaledes ikke optages af store
Reformplaner; han beholdt ogsaa paa Thronen noget ved sig af
Lykkeridderen, der er lige glad ved, hvor han skal vende sig,
forudsat at der er (lods eller Berømmelse at tjene, og hans
Haardhed og hensynsløse Magtbegjær maatte derfor fremtræde saameget
mere utilsløret og efterlade et saameget uhyggeligere Indtryk. Olaf
var streng og opfarende i sin Vrede; men der synes tillige at have
været et Alvor og en Værdighed over hans Væsen, der paabød
Agtelse, og han viste sig altid som den samme. Harald derimot fandt
Behag i alskens Skjemt og i grove Løier, der stundom grænsede
til det upassende eller uanstændige; naar han var godt stemt,
kunde han more sig ved ethvert vittigt-Indfald, om det endog gik
ud over ham selv; men til andre Tider var det farligt at spøge
med ham; han var lunefuld og forfængelig som en ægte Poet, og
man vidste aldrig rigtig, hvor man havde ham. Han gjaldt ikke
for at være synderlig ordholden; vi ser, at han kunde være
uædelmodig i sin Hævn, at han havde «Gammen af at erte» sin faldne
Modstander (som med Finn Arnessøn efter Nisaa-Slaget), at han
var alt andet end kræsen i Valget af Midler, hvor det gjaldt at
komme en Fiende tillivs, og, medens han tøiede sin Magt
saalangt, han paa nogen Maade kunde, syntes han dog fornemmelig
at bruge den til stadig at forøge sine fra Udlandet hjembragte
Gulddynger.
Under en saadan Konges Styrelse maatte det jævnlig hænde, at
Storhøvdingerne fandt det for trangt for sig, og at det kom til
fiendtlige Sammenstød mellem dem og ham, og om slige
Sammenstød har, som bekjendt, Kilderne ogsaa adskilligt at berette.
Saaledes ser vi Einar Thambarskelver, den ypperste Høvding i det
Throndhjemske, optræde paa en Maade, der minder om
«Byge-kongen» Erling Skjalgssøn; han talte Bøndernes Sag paa Thinge,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
