Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252
Den norske Historie’]
naar Kong Harald tyktes dem at ville gaa deres Het for nær, og
tvang ham oftere til at give efter; han var saa populær i sin
Hjembygd og kunde omgive sig med en saa talrig Skare af
væbnede Mænd, at Kongen ikke vovede at binde aabent an med ham,
men maatte gribe til den Ud vei at rydde ham afveien ved et lumskt
Overfald. En anden Høvding, Haakon Ivarssøn, blev ligeledes
Harald en farlig Modstander ved den Yndest, han nød hos sine
Hjembygdinger, de oplandske Bønder, blandt hvem han vakte en
aabenbar og vidtforgrenet Opstand. Finn Arnessøn, der havde vieret
Kongedømmets ivrigste Tilhænger under Olaf den Hellige, men
som troede sig behandlet paa en svigefuld Maade af Harald,
forlod i Vrede Landet og gik Kong Svein af Danmark tilhaande. Og
liere har udentvivl fulgt hans Eksempel, 0111 de end ikke er
nævnt i Kilderne. «Paa denne Tid, heder det, var
Lendermæn-dene i Norge saa overmodige, at saasnart de i et eller andet
Stykke blev misfornøiede med Kongen, løb de af Landet syd til
Danmark, til Kong Svein, som da gjorde dem til store Mænd i sit
Bige, gav dem Guld eller viste dem anden Hæder, efter hvad
Skalden Thjodolf siger: «En vakker Skare har sveget sin Troskab,
forladt sin ædle Herre og gaaet over til Svein; denne for brave
Mænd uværdige Færd vil længe mindes.»1 Maaske tør man ogsaa
se en af Grundene til, at Harald aldrig opnaaede at vinde fast
Fod i Danmark, uagtet sine Seire, deri, at Lendermændene ikke
fulgte ham saa villigt, som de havde fulgt Magnus.2 Paa den
anden Side er den Omstændighed, at han kunde fortsætte denne
Krig i en saa lang Række af Aar, uden at forulempes ved noget
Angreb fra dansk Side, og at han, umiddelbart efterat Freden
med Danmark var bleven sluttet, kunde indlade sig paa nye og
endnu mere omfattende Krigsforetagender, et Bevis for, at
aabenbare Frafald, saadanne som Finn Arnessøns og Haakon Ivarssøns,
dog har hort til de sjeldne Undtagelser, og at Stemningen i det
hele nu var bleven altfor loyal, til at den Uvilje, som Haralds
Herskesyge og Pengegriskhed vistnok maa have vakt hos mange
baade af Folket og Høvdingerne, kunde bringe dem til at indtage
noget ligefrem fiendtligt Forhold til det nationale Kongedømme.
Det er bekjendt, hvorledes Harald engang satte Høvdingernes
Troskab paa Prøve ved Hjælp af et Par danske Mænd, som han
havde opsnappet, og som han fik til at drage om i Landet under
Foregivende af, at de var udsendte af Kong Svein i det Ærinde at
vinde Stormændene for ham ved Penge og gode Løfter. Disse
Udsendinge kom ogsaa til Einar Thambarskelver, og han svarede
dem, da de havde forebragt sit Ærinde: «Det er alle vitterligt,
1 Morkinskinna, S. (>0—61. Fagrskinna, Caj>. 100.
2 Munch, X, F. 11., II. S. 213.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
