Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254
Den norske Historie’]
han undgik at vække nogen Uvilje mod sig. Det var en god Tid
for Landet, men en saadan, der ikke frembød meget Stof for
Skalder eller Sagamænd, saa Kilderne kun har bevaret faa og
sparsomme Efterretninger om den. Efter hans Død blev der atter to
Konger i Landet, idet hans Søn Magnus hyldedes i Viken, medens
Thrønderne og Oplændingerne hyldede hans Brodersøn Haakon
Magnussøn. Vi ser saaledes Gang efter Gang, hvorledes Tanken
om Rigets og Statsstyreisens Enhed, skjønt den nu havde fundet
Indgang, alligevel fremdeles maatte underordne sig den i Folkets
Sedvaner og historiske Tradition saa dybt begrundede Opfatning
af Kongedømmet som en personlig Ret, der tilkom alle en
Konges efterladte Sønner, — en Odel, der kunde deles som al anden
Eiendom. Vi ser fremdeles, at de store aristokratiske Ætters
Ær-gjærrighed bidrog til at støtte denne Opfatning; somme af
Len-dermændene, heder det nemlig, sluttede sig til Magnus, andre til
Haakon, og paa begge Sider var det vel nærmest eller tillige for
sin egen Magt, de stred, naar de stred for den af dem hyldede
Konge, som hvis Raadgivere eller Støtter de optraadte. Ved et
Møde mellem de to Konger blev det foreslaaet at dele Riget halvt
mellem dem;1 men herpaa vilde Magnus, der havde arvet
Farfaderens herskesyge og ærgjærrige Sind, ikke indlade sig; han
krævede det hele, skjønt hans Medbeiler allerede havde vundet
en stor Del af Folket for sig og navnlig befæstet sig i
Thrønder-nes Yndest ved at eftergive dem nogle af de Paalæg, der var
blevne indførte i Svein Alfivasøns Tid. Haakons pludselige Død
syntes for denne Gang at skulle afvende Faren for en Borgerkrig.
Nu stod jo nemlig Magnus som den eneste lovlige Arving til
Riget. Alligevel kunde Kong Haakons Fosterfader, den mægtige
Lendermand Steigar-Thore, ikke bekvemme sig til Underkastelse;
han havde ledet alle de Skridt, hans Fostersøn foretog, og været
den egentlig styrende i hans Navn, og, hellere end nu at opgive
Magten og bøie sig for Magnus, som han vidste maatte være ham
fiendsk, valgte han det Raad at opstille en ny Thronprætendent,
hvortil han udsaa en dansk Mand af god Æt, der havde staaet i
megen Yndest hos Haakon. Det var et Forspil til, hvad der saa
ofte gjentog sig under Borgerkrigene, efterat Partiaanden var
bleven rigtig vakt og Lendermændene havde faaet Smag paa at
herske gjennem Kongedømmet og de af dem fremdragne
Thronpræ-tendenter. Han «opstillede en falsk Konge, saadan som Skik er
hos Nordmændene» (sicut mos est Norwagiensibus), heder det
med et Udtryk af Indignation hos Thjodrek Munch,2 der havde
oplevet de blodige Thronstridigheder efter Sigurd Jorsalfarers
1 Ifølge det i Magnus Harfods Saga hos Snorre Gap. 1. citerede Vers.
2 Gap. 31 (Scriptores Rerr. Dania-, V. 338).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
