Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kongedømme og Lendermandsaristokrati, 10.’30—113(1 255
I)ød og været Vidne til, hvorledes den ene Eventyrer efter den
anden kunde melde sig som Kongesøn og vinde Tilhæng og bringe
ny Forstyrrelse over Landet. Dennegang synes dog ikke Grunden
at have været tilstrækkelig forberedt for slige Eksperimenter, og
Steigar-Thores Kongsemne havde ikke engang det Skin af
Legitimitet, som var nødvendigt ligeoverfor den store Mængde: han
kunde ikke engang udgives for at være af den rette norske
Kongeæt. Det heder vel, at flere Høvdinger, foruden
Steigar-Thore, og en stor Del eller Størstedelen af Thrønderne sluttede
sig til ham; men den Lethed og Hurtighed, hvormed det hele
Opstandsforsøg blev kuet, viser dog, at det maa have været et
ilde betænkt og forhastet Foretagende. Thrønderne flk nu bøde
for sin Ulydighed, og Magnus behøvede ikke at tro sig bunden
ved de Indrømmelser, som hans Medbeiler havde gjort for at
vinde deres Yndest.1 — Endnu var der dog, efter Steigar-Thores
Fald, en Lendermand, som vægrede sig ved at gaa Magnus
tilhaande, eller, som det udtrykkes, at «give sig i hans Vold»,2 det
var Sveinke Steincirssøn, der ligesom Steigar-Thore havde været
Kong Haakon Magnussøns Fosterfader og hengivne Ven. Men,
medens Steigar-Thores Handlemaade efter Fostersønnens Død
bringer os til at tænke paa en følgende Tidsalder, da
Lender-mændene søgte at herske gjennem Kongedømmet ved at opstille
Thronprætendenter af sin egen Midte, viser Sveinkes Optræden
ham snarest som Repræsentant for en Tid, der nu holdt paa at
svinde, da Lendermændene kunde føle sig som uafhængige
Stamme-chefer og indtage et Forhold til Kongen som den ene Suveræn
ligeoverfor den anden. Sveinke hørte hjemme øster i Ranrike
ved Gautelven, altsaa i den Del af Landet, som fra først af havde
hyldet Magnus; alligevel havde det ikke lykkets denne at faa ham
til at underkaste sig, saalænge hans Fostersøn Haakon levede.
Nu, da Magnus stod som den eneste lovlige Konge i Landet og
Opstandsforsøget i det Nordenfjeldske var slaaet ned, kunde han
vente, at det ikke vilde falde ham vanskeligt at bøie den trodsige
Høvding. Han sendte derfor en af sine tro Mænd, den
thrøn-derske Lendermand Sigurd Ullstreng, til Viken, hvor han skulde
tilstevne et Thing og forelægge Sveinke to Vilkaar: enten at gaa
Kongen tilhaande og yde ham alle lovlige Udredsler eller opgive
de Forlehninger, hvormed han sad inde. Sveinke indfandt sig
ogsaa paa Thinget, omgivet af en talrig Skare af brynjeklædte
Mænd, der «var at se til som blinkende Ismasser»;3 men paa de
1 Munch, N. F. IL, II. S. U8—89.
2 Morkinskinna, S. 136.
3 «Var sem a ismol veri at sia, sva var J>at lif) vel bvit at vapnom oc bryniom.»
Morkinsk., S. 137.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
