Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I)en norske Historie
til ham fremsatte Krav svarede han kun med Haansord, og, da
han tilsidst bød sine Mænd at staa op og gribe sine Vaaben, var
der intet andet Raad for Sigurd Ullstreng end at skyndsomt
forlade Thinget med uforrettet Sag. Kongen indsaa nu, at han selv
maatte give sig i Kast med Sveinke; han lod udruste fem Skibe,
hvormed han seilede sydover for at tage Hævn for det Overmod,
der var vist ligeoverfor hans Ombudsmand. Han fandt
imidlertid Sveinke saa vel forberedt, omgivet af en saa talrig og godt
udrustet Hær, at han ansaa det for raadeligst at indlade sig i
Underhandlinger med ham. Hans første Fordring var, at Sveinke
skulde opgive alt sit Gods, forlade Landet og aldrig komme
tilbage. Men herpaa vilde denne ikke gaa ind; han vilde heller
falde end fly sin Odel. Kongen viste sig ogsaa villig til at slaa
af, og" ved fælles Venners Mellemkomst bragtes det til et Forlig,
hvorefter Sveinke skulde forlade Landet og være borte i tre
Vintre, men beholde alt sit Gods, der i hans Fraværelse skulde
staa under hans Venners Varetægt. Det blev nu snart
aabenbaret, fortælles der videre, hvor stor Skade det var for Bønderne
i Sveinkes Hjembygd, at de maate undvære sin gamle Høvding;
thi alskens Røvere og Ransmænd, der pleiede at have sit Tilhold
i Grænsebygderne omkring Gautelven, vovede sig nu frem, da de
ikke længer havde ham eller hans Huskarle at frygte, og gjorde
saamegen Ustyr, at Kong Magnus blev nødt til, endnu før de tre
Vintre var forbi, at kalde Sveinke tilbage og gjengive ham
alle hans Fiendomme og Forlehninger, forat han, som før, kunde
vogte Grænserne og holde Orden i Bygden. Det er sidste Gang,
at vi ser en enkelt Lendermand være dristig eller mægtig nok til
aabent at prøve Styrke med selve Kongedømmet. Men i en
Grænsebygd som Ranrike maatte Forholdene ogsaa i mangt og
meget arte sig paa en eiendommelig Maade, og her maatte en slig
uafhængig Høvdingemagt kunne holde sig længer og bedre end
i det øvrige Land, bvor der ikke blev stillet saa store Krav til de
lokale Myndigheder.
I den følgende Del af Magnus Barfods Regjeringstid og i det
Tidsrum, i hvilket hans Sønner [styrede Landet, møder vi vel
fremdeles Spor af Rivninger mellem Kongedømmet og Hovederne
for de store Lendermandsætter (som f. Eks. Magnus’s Strid med
Skofte i Giske og hans Sønner, Sigurd Magnussøns Strid med
Sigurd Ranessøn og Eystein Magnussøns med Ingemur af Ask),
og vi gjenkjender i enkelte Træk de fordums Stammehøvdingers
Selvraadighed og Stolthed; men disse Rivninger synes dog ikke
paa langt nær at have havt en saa voldsom Karakter som de
hidtil omtalte, og det er øiensynligt, at Kongedømmet nu indtog
en altfor overlegen Stilling, til at nogen enkelt Lendermand turde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
