Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kongedømme og Lendermandsaristokrati, 10.’30—113(1
257
vove at prøve Styrke med det eller vise det aabenbar Trods; for
den Lendermand, der paadrog sig Kongens Vrede eller kom i
Strid med ham, var det nu, hvor mægtig og liøit anseet han end
kunde være, intet andet Valg end enten at underkaste sig eller
forlade Landet.
Af Magnus Barfods i Norge efterladte tre Sønner, der alle
toges til Konger efter ham, i Lighed med, hvad der var skeet
efter Harald Haardraade og Olaf Kyrre, døde den yngste, endnu
inden han havde opnaaet Mandsalderen; hos de to andre ser vi
<le to Karakter- og Virksomhedsretninger, der hidtil havde vekslet
inden Kongeætten, — den fredelige Herskers, Lovgiverens,
Reformatorens paa den ene Side, den ærgjærrige, eventyrsøgende
Krigerhøvdings og" Vikings paa den anden, — optræde i en ny
Modsætning, der er bleven saa mesterlig skildret i den berømte
Mandjævning mellem Kongerne. Hos enkelte af Ættens
Medlemmer synes disse to Retninger ligesom at have smeltet sammen,
saaledes hos Olaf Tryggvessøn og Olaf den Hellige; til andre
Tider træder de ud fra hinanden og finder hver sin
Repræsentant, saaledes Haakon Adalsteinsfostre, der blev elsket af Folket,
og som ordnede og forbedrede Lovene, medens hans krigerske
Idræt indskrænkede sig til at verge Landet mod Angreb udenfra,
ligeoverfor Erik Blodøkse og hans Sønner, vældige Krigsmænd og
Vikinger, der var afholdte inden Kredsen af sine haandgangne
Mænd, men som ikke forstod at vinde Folket for sig eller at
knytte sit Navn til Fremskridt i Landets indre Udvikling;
saaledes Olaf Kyrre, der havde sin Glæde af Bøndernes Velstand og
Tilfredshed, ligeoverfor Harald Haardraade eller Magnus Barfod,
der var vennesæl blandt sine Mænd, medens han tyktes Bønderne
haard, og som pleiede at sige: «Til frægdar skal konung hafa,
en ekki til langlifis.»1 Eystein Magnussøn slegtede mest paa
Haakon Adalsteinsfostre og Olaf Kyrre; hans Bedrifter var af en
fredelig Art; han lod bygge Kirker og Klostre og sørgede for
Byernes Forskjønnelse; han var lovkyndig og veltalende, hjalp
alle dem til Rette, der forebragte ham sine Kjæremaal, viste stor
Iver for Lovenes Overholdelse og Forbedring og blev derved
Folkets Yndling. Hos Sigurd Jorsalfarcr derimod, der levede længst
af Brødrene og i en Bække af Aar styrede Landet som Enekonge,
synes der at have været mest af Harald Haardraades og Magnus
Barfods Natur: den urolige Vikingaand, Tørsten efter Berømmelse
og krigerske Eventyr i fremmede Lande. Men for hver Gang
denne Aand træder frem paanyt, synes det at være i en
formindsket Maalestok og under mindre gunstige Omstændigheder,
der ikke tillader den at udfolde sig saa frit eller sterkt. De
1 «En Konge er til for at vinde Berømmelse, og ikke for at leve længe.»
17 - Sars : Samlede Verker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
