Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
258
Den norske Historie’]
samme Egenskaber, der til én Tid skaber en Helt, naar under
andre Forbold kun op til at frembringe en vandrende Ridder.
Harald Haardraade havde ligesom Sigurd, og langt mere end
ham, tumlet sig paa Tog i Sydens Lande; men da han kom hjem,
fandt han ogsaa her et Virksomhedsfelt for sig, der stemte med
hans Natur, og paa hvilket hans Evner kunde udfolde sig, saa at
han ikke sank sammen eller blev mørk og utilfreds. Han havde
færdets i den byzantinske Keisers Paladser og seet al den Pragt
og Herlighed, som Syden frembød, og hørte siden gjerne sin
«utferdarsaga» foredrages;1 men han laa ikke under for disse
Indtryk; han var sterk nok til at finde sig fuldkommen tilrette i
de mere tarvelige hjemlige Forholde, trods alt, hvad han i sin
Ungdom havde seet og oplevet, og det fortælles udtrykkelig 0111
ham, at han, efter at være bleven Norges Konge, overholdt nøie
de gamle nationale Skikke og Sedvaner.2 Sigurd derimod rugede
over Minderne fra sit Tog til Syden, saa det blev til en Sygdom;
det synes næsten, som at hans Liv var afsluttet med dette Tog,
og at han, ved at tænke paa al den Hæder, som var bleven vist
ham i det hellige Land og hos den byzantinske Keiser, glemte
sine Omgivelser og blev fremmed for dem. Han var ikke
lovkyndig som Broderen Evstein, havde heller ikke dennes Evne til
at omgaaes Folket eller hans Sans og Iver for at ophjælpe dets
Velstand;3 paa den anden Side fandt han heller intet nvt Formaal
for den Higen efter krigerske Bedrifter, der havde ført ham ud
paa hans Tog til det hellige Land; saaledes hensank han mere
og mere i et mørkt Tungsind, der stundom gik over til ligefremt
Vanvid, og naar disse mørke Øieblikke kom over ham, var han
voldsom og umedgjørlig og foretog sig da ofte Handlinger, der
maatte vække Uvilje eller Forargelse. Et saameget merkeligere
Vidnesbyrd er det 0111 den loyale Stemning, der nu var bleven
herskende, at han desuagtet synes at have bevaret Folkets Agtelse
og Hengivenhed til det sidste, og at der ikke tales om noget
Udbrud af Misnøie mod ham fra den Tid, i hvilken han som
Enekonge styrede Landet.
Det fortælles i Sagaerne om Sigurd Jorsalfarer og hans Brødre,
at de, under Udrustningerne til det store Korstog, «maatte i mangt
og meget søge at gjøre sig Landsfolket forbundet, inden de kunde
1 Morkinsk., S. 72.
2 Munch, N F. H., II. S. 372 og 1046-74.
3 Det tillægges ham vel i en Saga (Aagrip, Cap. 49, Formnanna Sögur, X. 418)
denne Kvidling:
«Bønder mig tykkes det bedste,
Bygget Land og Fred stande.»
Men Modsætningen mellem Eystein paa den ene Side og Sigurd og de
denne omgivende «Guldhalse» paa den anden er dog altfor tydelig til at
kunne miskjendes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
