Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260
Den norske Historie’]
førte ved et Fremmedherredømme, og hvortil forhadte
Mindet-knyttede sig.
Og saaledes syntes da den indre Fred at være bleven
fuldkommen befæstet i Løbet af de hundrede Aar, der var gaaede
hen siden Stiklestadslaget. Vi ser Rivningerne mellem
Kongedømmet og Storhøvdingerne i de enkelte Landsdele blive sjeldnere
og sjeldnere, antage en mindre voldsom Karakter og tilsidst rent
ophøre; Konsekvenserne af, hvad der skete, da den ved Stiklestad
fældede Konge erkjendtes som hellig og hans Søn kaldtes tilbage,
træder klart frem, og det undersaatlige Forhold ligeoverfor
Kongedømmet trænger saa dybt ind i alles Bevidsthed, at endog den
mægtigste Høvding ikke længer tør vove at byde det aabenbar
Trods. Men, medens den Forandring, der efterhaanden, under
Indflydelse af Kristendommen og den nye Statsorden, indtraadte
i Lendermændenes Stilling til Kongedømmet og til Folket, maatte
medføre, at slige Sammenstød som dem mellem Harald
Haard-raade og Einar Thambarskelver eller Magnus Barfod og Sveinke
Steinarssøn ikke længer var mulige, skabte den paa den anden
Side Betingelser, hvoraf nye Kampe fremgik, — Kampe med
andre Formaal og en anden Karakter end dem, der hidtil havde
fundet Sted. Vi maa derfor dvæle noget nærmere ved denne
Forandring, og vi maa, for at Sammenhængen i den følgende Tids
Begivenheder skal staa klar, gjenkalde i Erindringen Sætninger,
der allerede i det foregaaende er blevne fremhævede eller
leilig-hedsvis berørte.
Det har været en oftere udtalt Mening, at
Lendermandsaristo-kratiet i de første Aarhundreder af vor Historie gradvis
arbeidede sig op i Magt og Anseelse, og at dets Blomstringsperiode
var under de svage Konger af Harald Gilles Æt.1 Dette vilde
alene kunne være rigtigt under Forudsætning af, at
Lendermands-aristokratiet var, ikke blot i Formen, men i Realiteten en Tjenstadel,
og at det hovedsagelig byggede sin Magt paa sit Forhold til
Kongedømmet. Vi maa, efter hvad der i det foregaaende er udviklet2, anse
det for givet, at denne Forudsætning er falsk, at
Lendermands-værdigheden og de kongelige Veitsler eller Forlehninger fra først
af kun var et Raand, hvorved Kongedømmet søgte at knytte til
sig Hovederne for de mange smaa aristokratiske Ætteforbund,
mellem hvilke Landet var delt, og at sikre sig deres Troskab,
at følgelig Tjenstforholdet til Kongen, 0111 det end bragte baade
Ære og Fordel, alligevel for disse kun havde en underordnet
Betydning, medens deres Magt i Hovedsagen hvilede paa et andet
og uafhængigt Grundlag. Som Kongens egentlige Ombudsmænd
1 Se t. Eks. Munch, N. F. II., IT. S. 989-990 o. fl. St.
2 Se lste Del, S. 120—22, 130-31, 136—37, 198-99, 20’i—G, 212—13.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
