Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kongedømme og Lendermandsaristokrati, 10.’30—113(1
263
sin Pligt eller ikke formaaede at opfylde den; vi ser imidlertid af
liere Træk i Kilderne, at den fornemme Lendermand ofte saa
skjævt til den lavættede Aarmand, chikanerede ham og
behandlede ham som en uvelkommen Indtrænger paa han eget
Omraade; i Formen optraadte de begge som Organer for den samme
Styrelse; i Virkeligheden repræsenterede de to forskjellige
Myndigheder, mellem hvilke der bestod en indre Strid, en
Modsætning, som vel kunde overdækkes, men aldrig ophæves.
Lendermandsaristokratiet var og blev altsaa, trods den
kongelige Titel, der siden Harald Haarfagres Tid var dets ydre
Sær-kjende, en Gren eller en Fortsættelse af det gamle Herse- og
Høldsaristokrati, hvis Udvikling tilhørte Hedenskabet,
Stamme-forfatningen og Vikinglivet. Men heraf fulgte igjen, at det siden
den endelige Befæstelse af den nyere kristelig-monarkiske
Statsorden i Norge maatte være hjemfalden et stadig omsiggribende indre
Forfald, som kun for en Tid kunde dækkes over. Selve de
Fænomener, der har fremkaldt Tanken om, at det naaede sin høieste
Velmagt i Løbet af det 12te Aarhundrede, — dets sterkere
Fremtræden i denne Periode som en Klasse af høifornemme, fra det
øvrige Folk skarpt adskilte Slægter, der samlede sig om særegne
politiske Partiformaal, — hænger sammen med en Opløsning af
den Grundvold, hvorpaa dets virkelige Magt hvilede. Det var,
med al sin Glans, en Adel en décadence; dets Kampe i det Ilte
Aarhundrede for at hævde sin gamle Magtstilling og i det 12te
for at opnaa en ny kan i Virkeligheden betragtes som en eneste
fortsat Dødskamp.
Naar Lendermændene gjennem lange Tider kunde gribe
afgjørende ind i Styrelsen af den norske Ståt, naar de kunde
optræde, ikke blot som Kongedømmets første Tjenere, men som
dets selvskrevne Raadgivere, ja vel endog Formyndere, saa var
det dog, fordi de, uanseet det tjenstbundne Forhold til Kongen,
endnu vedblev at være Stammechefer; deres Indflydelse i Staten
var for en væsentlig Del betinget af, at de bevarede sin af Staten
uafhængige, i Stammeforfatningen grundede Høvdingemagt, ’og
denne Høvdingemagt var der ved Kristendommens Indførelse
tilføiet et Ulivssaar, som aldrig kunde forvindes. Deres prestelige
Bolle var det forbi med; de ophørte at forestaa hver i sin Kreds
Religionsvæsenet, og, efter Religionens Sammenhæng med hele
det offentlige Liv, maatte derved ogsaa deres Stilling som
Rets-pleiens selvskrevne Ledere, Lovens Haandhævere og
Repræsentanter rokkes. Det fulgte imidlertid af sig selv, at de ikke tabte
denne Stilling straks eller som en umiddelbar Følge af
Religions-forandringen. Deres Ætter havde fra urgammel Tid, hver i sin Kreds,
været paa det nøieste forbundne med de øvrige ansete og mæg-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
