Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264
Den norske Historie’]
tige Bondeætter, og dette Forbund, der var for fast knyttet til at
kunne løses med ét Slag, sikrede dem endnu længe en afgjørende
Indflydelse paa Thingforhandlingerne i deres Hjembygder. Til
Hersernes Hverv maa det have hørt, ligesom til de islandske Goders
og de svenske Lagmænds, at kjende og bevare Lovene.1
Lovkundskaben maa have gaaet i Arv i deres Ætter ligesom
Værdigheden; Sønnen lærte af Faderen; vi maa derfor tænke os, at
Len-dermændene, — disse Ætters Repræsentanter i den historiske Tid,
— længe efterat deres selvstændige Myndighed som
Religions-væsenets og Retspleiens Forstandere var bleven brudt, har
vedblevet at betragte Kyndighed i Lovene som hørende til deres
Stand og Stilling, ligesom de ogsaa havde lettest for at skaffe sig
denne Kyndighed, — at de i Regelen har kunnet optræde ved
Thingene blandt de retsforstandige Mænd (lögmenn), til hvem
man henskjøtl sig for at faa afgjort tvivlsomme Spørgsmaal,2 at
det fornemmelig har været til dem, Bønderne maatte søge for at
faa mæglet Forlig eller afgivet Kjendelser og" Orskurder i
Rets-tvistigheder, som man ikke kunde eller vilde indbringe for
Thingene, og at det var ikke mindre ved denne Virksomhed end ved
deres Virksomhed til at overholde Orden i Bygderne og frede om
Liv og Eiendom ligeoverfor Tyve og Ransmænd («gæta hybyla
manna fyrir f>jöfum ok rånsmönnum» — Gulathingsl. Gap. 3),
hvortil deres udstrakte Besiddelser og talrige Skarer af Huskarle
satte dem istand fremfor nogen anden, at det har lykkets dem
at fastholde Bønderne i et Hengivenhedsforhold,3 der stundom
endog i det Ilte Aarhundredes sidste Halvdel lader dem
fremtræde som de egentlige Herskere i de Dele af Landet, hvor deres
Ætter hørte hjemme. Naar det fortælles om Lendermanden4
Einar Thambarskelver, at han «var mest forstjöri fyrir böndum alt
um f>råndheim, hélt hann upp svörum fyrir f)å a [)ingum, er
konungs menn söttu»,5 — at han «kunni vel til laga; skorti hann
1 Munch, Samlede Afhandl., I. S. .94
2 Se Ebbe Hertzberg, Grundtrækkene i den ældste norske Praces, S. 156 ff., mod
K. Maurer, Kritische Vierteljahrsschrift fiir Gesetzgebung und Reclitswissenschaft, X.
S. 374—81, der mener, at Lagmændene allerede fra den norske Stats Stiftelse har
været en særegen Art af offentlige Funktionærer. - Jvfr. Munch, Saml. Afh., 1. S.
04—05. Brandt, Om Norges dammende Institutioner i Langes Tidsskrift, 5. Bind,
S. 106-7.
3 Man sammenligne hermed, hvad der er bekjendt om de islandske Goders
Virksomhed, — som t. Eks. naar det i Hrafnkell Fregsgodes Saga (Nordiske
Old-skrifter, I, S. 24) fortælles om Saam, der var Godordsforstander, at han var
«vin-sæll af sinum J>ingmönnum J>vi at hann var hægr ok kyrr ok god r orlausna».
4 Det siges udtrykkelig om Einar, at han under Harald Haardraade beholdt
de samme Veitsler, som han havde havt under Magnus den Gode. Snorre. Hskr.,
Har. Ilaardr. Saga, Cap. 41.
5 Han «var Formand for Bønderne over alt Throndhjem og svarede paa deres
Vegne paa Thingene, naar Kongens Mænd fremkom med noget Søgsmaal eller
Krav mod dem». Snorre, Hskr., Har. Ilaardr. S., Gap. 44.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
