Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kongedømme og Lendermandsaristokrati, 10.’30—113(1
271
Ret. I vore ældste Love, der skriver sig fra det 12te Aarhundrede,
fremtræder Kongedømmets Egenskab af styrende Statsmagt endnu
kun paa en underordnet Maade, medens det væsentlige fremdeles
synes at være de personlige Fortrin og privatretlige Herligheder,
der tilkom dets Indehaver. Disse Love tillægger ikke Kongen
nogen bestemt eller regelmæssig Andel i den lovgivende
Myndighed. Det er i dem Folket, som taler, ikke Kongen; de fremtræder
som Vedtægter, — noget én Gang for alle givet, der ikke maatte
forandres.1 Endnu mindre er der Spor af, at de erkjender ham
i Besiddelse af nogen offentlig Myndighed som Dommer. Han
har, ifølge dem, fremdeles sin særegne personlige «Ret», som
enhver anden fri Mand, hvorefter Fornærmelser, begaaede af ham
eller mod ham, skulde bødes.2 Der tillægges ham eller hans
Ombudsmænd et Tilsyn med Retspleien og Iverksættelsen af fældede
Domme; men denne Virksomhed havde en privatretlig Grund
eller Side, der vistnok fremdeles har gjort sig sterkere gjældende
i Betragtningen end den offentlige, idet Bøder eller Andel i Bøder
for visse Lovovertrædelser var sikret Kongedømmet som en af
dets faste Indtægter. Han skulde raade «boöi ok banni», d. v. s.
han havde Ret til at opbyde Krigsfolket inden en vis
Udstrækning og til i Nødsfald at forbyde Udfærd og Udførsel af Landet;
fuld Almenning af Skibe og Mandskab kunde han alene kræve til
Rigets Værn mod en angribende Fiendehær, og ikke længere end
til Rigsgrænsen (til landamæris), men den halve skulde staa til
hans Raadighed hver Sommer i et Tidsrum af to Maaneder og
hvorhen han vilde føre den; ogsaa dette har fra først af været
betragtet og blev vistnok fremdeles betragtet som en Kongen
tillagt Indtægtskilde, idet han paa denne Maade sattes istand til at
foretage regelmæssige Vikingtog i Lighed med dem, der endnu
indtil Slutningen af det Ilte Aarhundrede foretoges af andre
mægtige Mænd, og hvorved disse erhvervede sig «fé ok frægd» og det
fornødne til en standsmæssig Husholdning Vinteren over.3 Kort
at sige: skjønt Kongedømmet, siden Kristendommens Indførelse
og under Paavirkning af kristelige Ideer, faktisk havde udvidet
sit Omraade og faktisk havde begyndt at antage en mr, høiere
Karakter, blev dog den gamle retslige Opfatning af det
fremdeles fastholdt i Loven og den almindelige Mening. Det gjaldt
fremdeles snarere som en Værdighed end som en Myndighed,
snarere som en Eiendom end som en Institution. Hvad der
lagdes Vegt paa og betragtedes som dets egentlige Væsen, var Retten
til visse Indtægter og Ydelser, derimod ikke Pligten til at vaage
1 Keyser, Rets for f„ S. 230 ff.
2 G. L. Gap. 91 og 185. Jvfr. Brandt. Brudstykker af Forelæsninger, S. 3, 6—7.
3 Keyser, Retsforf., S. 223. Brandt, Den norske Krigsforf. i Middelalderen, S. 5.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
