Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kongedømme og Lendermandsaristokrati, 10.’30—113(1
273
en Enhed, der styredes af de samtidige Konger i Forening, og
hvorom de indbyrdes fik forlige sig saa godt de kunde; man ser
nemlig, at Magnus Barfod og Haakon Thoresfostre, efterat begge
var blevne hyldede som Konger, tilbragte en hel Vinter sammen
i Nidaros, ligeledes at af Brødrene Eystein og Sigurd
Magnussønner den ene jævnlig opholdt sig i den andens Part af Biget
og der udøvede fuld kongelig Myndighed.1 Det heder i
Gulathingsloven, at om der end var tre Konger paa én Gang i Landet,
saa skulde det dog kun regnes som én Regjerings- eller
Kongealder («bo at konungar sé f>rir senn at landi, f)å er f>ö eins
æfi»); dette forudsætter som en vedtaget Begel, at, naar flere
Brødre samtidig var Konger og en af dem døde, skulde de andre
arve hans Del af Kongedømmet, medens ingen af deres Sønner
stededes til Arv, saalænge nogen af Brødrene endnu levede, og i
Overensstemmelse hermed ser vi ogsaa, at, da den ene af Harald
Haardraades Sønner, Magnus, var død, blev den anden, Olaf,
Norges Enekonge, medens Magnus’s Søn, Haakon, først efter Olafs
Død optraadte med Fordringer paa Del i Kongedømmet og fik
dem anerkjendte. Saaledes var Principet om Kongedømmet som
en Odel, der tilhørte Ætten, og hvori enhver af dennes mandlige
Medlemmer kunde kræve Del, paa en Maade bragt i Samklang
med Principet om Bigets Enhed og Udelbarhed, eller: det ene
var lempet efter det andet. Men nogen virkelig Fællesregjering
af de samtidige Konger blev dog ikke indrettet; disse opholdt sig
stundom paa samme Sted, men i Begelen var de adskilte, og
hver af dem udøvede da uafhængigt og paa egen Haand den
kongelige Myndighed i den Del af Landet, hvor han havde sit
Sæde; de havde dernæst saagodtsom altid hver sin Hird, saa at
Rigsenheden, om den end retslig opretholdtes, dog faktisk blev
brudt, hver Gang en Deling af Kongedømmet fandt Sted.2
Blandt Magnus Barfods efterladte Sønner var ingen avlet i
lovligt Egteskab; ogsaa Magnus den Gode og Magnus Barfod selv
var uegtefødte. Det var saaledes slaaet fast, at enhver Kongesøn,
uden Hensyn til egte eller uegte Fødsel, havde Krav paa Thronen.
Heri adskilte Kongearvefølgen sig fra den private Arvegang, der
gav egtefødt Søn Fortrinnet fremfor den uegte, og ved det Liv,
som Kongerne i hin Tidsalder saa let fristedes til at føre, — ved
den Stilling, som de store Lendermandsætter efterhaanden havde
indtaget ligeoverfor Kongedømmet, var dermed en rig Kilde
aabnet for indre Uroligheder, i hvilke disse Ætters Herskesyge og
Ærgjærrighed kunde finde et nvt Virksomhedsfelt, og i hvilke
1 Jvfr. Munch, N. F. H., II. S. 480 Anm. 2. S. 560-61.
2 Keyser, Retsforf., S. 42—43. Keyser, Kirkehist., I. S. 121—28. Aschehoug,
Statsforf., S. 16 ff.
18 — Sars: Samlede Verker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
