Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
276
Den norske Historie’]
dømmet skjænkede Jordegods, og hvem der desuden var tillagt
en én Gang for alle bestemt aarlig Udredsdel af Bønderne i deres
Sogne; Herredspresterne, hvem det tilhørte vedkommende Herreds
Bønder at vælge, og som ogsaa i Hensyn paa sit Underhold var
henviste til en Overenskomst med disse;1 endelig
Høgendes-presterne, der ansattes og lønnedes af de private Kirkeeiere eller
af de Fylkes- og Herredsprester, for hvilke de vikarierede. Det
øverste Opsyn med Kirken og" Geistligheden var overdraget til
Biskopperne; men disse var fra først af og vedblev længe at være
blotte Missionsbiskopper (lyöbiskupar), uden noget fast
Biskops-sæde og uden noget bestemt Omraade for sin Virksomhed. Det
var Kongen, der udsaa dem til deres Stilling, og deres Forhold
ligeoverfor ham maatte følgelig være et meget afhængigt; de
regnedes for at høre til hans Hof; de kaldtes hans Hirdbiskopper,
og det var i Egenskab af hans nærmeste geistlige Raadgivere, at
de flk Indflydelse paa Ordningen af Kirkevæsenet; det var i hans
Ærinde og som hans Repræsentanter, at de drog omkring i
Landet for at paase Overholdelsen af Religionens Forskrifter.
Kongerne,’der havde grundet den kristne Kirke i Norge, betragtedes
altsaa ogsaa som dens rette Hoveder og Styrere. De raadede for
Valget af Biskopperne og øvede Patronatsret over alle Landets
Hovedkirker; de optraadte som Kirkens Lovgivere og ordnede
dens ydre og indre Forhold med en Magtfuldkommenhed, der alene
var indskrænket ved Nødvendigheden af at indhente Folkets
Samtykke, hvilket udkrævedes til enhver Forandring i gjældende
Lov og Sedvane. Olaf den Hellige raadførte sig vel med sine
Hirdbiskopper i alt, hvad der angik de rent kirkelige
Anliggender; men han ordnede disse i eget Navn og som den, der paa
S, 178 og 224; Zorn, Staat und Kirche in Norwegen bis zum Schluss des 13ten Jahrh.
(München 1875), S. 61-63.
1 I den ældste bevarede Kristenret, den vikske eller
Borgarthings-Kristen-retten (fra 2den Fjerdedel af det 12te Aarh. efter K. Maurer, Holtzendorffs Jur.
Encyclopædie, 1.), heder det endnu: «Nu skulu bændr raöa preste till lieraz
kirkiu sinnar oc hava f>æn er J>æir uilia» (Æ. B. C. Cap. 12), og oprindelig
hat-utvivlsomt det samme Forhold fundet Sted over hele Landet, at nemlig Almuerne
selv indsatte Prester ved de af dem byggede Kirker, ligesom Kongerne ved de af
dem opførte. Jvfr, Zorn, l. c. S. 63—69. — Naar A. I). Jørgensen, Den nordiske
Kirkes Grundlæggelse, S. 254—55, finder et Bevis for, at Viken er bleven kristnet fra
Danmark og ikke, som det øvrige Norge, fra England og ved de to Olaf er, i den
vikske Kristenrets Bestemmelser om, at Bønderne selv skulde sætte Prester til
sine Kirker, idet denne Bestemmelse, der stemmer overens med Forholdene i
Danmark, skulde afvige fra, hvad der fra den ældste Tid var Begel i det øvrige
Norge, og til Bevis for dette sidste anfører Gulathingslovens Cap. 15, hvor det
heder, «at Kong Olav lovede Biskop Grimkell paa Moster Thing, at Bisp skulde
raade for Kirkerne og sætte til Prest hvem han vikle», da kan herimod,
foruden andet, indvendes, at det ikke heder saa i Gulathingslovens Gap. 15. Der
staar: «Nu er f>at f»vi nest, at biscop varr scal kirkium raöa, sem Olafr hinn helgi
satti Grimkeli biscope a Monstrar pingi oc sva sem vér uurdum a satter siflan;
biscop vårr scal nu presta til kirkna allra setia» o. s. v. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
