Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kirken og Kristendommen 1030—1130
27o
dette Felt var den rette Styrende; han ikke blot lik vedtaget de
Forandringer i den verdslige Lovgivning, der maatte ansees
nødvendige af Hensyn til Kristendommens Tarv; men han gav Love
om Kirkerne, deres Bygning og Vedligeholdelse, om Kirkens
Forstandere og Tjenere, 0111 Helligholdelsen af Søndage og
Messedage, om Faste, Daab, Begravelse, Ægteskab o. s. v., og Folket
samtykkede i dem. «Han ordnede Lovene,» heder det, «med de
viseste Mænds Raad, tog fra eller lagde til der, hvor det syntes
ham nødvendigt. Men Kristenretten satte han med Biskop
Grim-kells og andre Læreres Raad og lod sig det være i høieste Maade
magtpaaliggende at borttage Hedendom og alle gamle Sedvaner,
hvori der tyktes ham at være Kristendomsspilde.»1 Derfor kaldte
ogsaa Nordmændene i den følgende Tid sine Love og særligt den
Del af dem, der omhandlede Kirken, den hellige Olafs Lov og
mente, at hvad den hellige Olaf en Gang havde fastsat, det
vedblev at være den uforanderlige Grundvold, hvorpaa Forholdet
mellem Konge og Folk, Ståt og Kirke skulde hvile.
Den norske Kirkes Forfatning havde saaledes fra første Færd
en helt eiendommelig Karakter. Vi har seet, hvorledes denne
Karakter var betinget af Landets eiendommelige
Samfundsforfatning. Ved at staa ligeoverfor et talrigt Aristokrati, der havde sin
Rod i den hedenske Religionsforfatning, blev Kongedømmet
drevet til at knytte sin Sag paa det nøieste til den nye Religions,
saa at dets Seir tillige var Kristendommens. Deraf fulgte igjen,
at Kirken blev det særlig underlagt, og at den i den almindelige
Folkemening kom til at staa som uadskillelig forbunden med det,
- som en Del af dets Domæne. Og dette Forbund havde ikke
blot en Støtte i de for Norge specielle historiske Forhold; det
var ogsaa i en videre Forstand et naturligt, idet ikke blot
Kongedømmet, men ogsaa Kristendommen efter sit inderste Væsen
havde en demokratisk Tendens. Paa den anden Side stod dog
den norske Kirkes fuldkomne Afhængighed af Kongedømmet
altfor meget i Strid med Forholdene i det øvrige Europa og med
de Fordringer, som den katholske Kirke i hin Tidsalder
opstillede, — navnlig efterat den store Reformbevægelse var begyndt,
der fandt en saa vældig Repræsentant i Gregor den Syvende, —
til at den længe kunde fastholdes uforandret. Denne
Reformbevægelse havde sin verdenshistoriske Ret og Gyldighed; Kirken
indesluttede i hin Tidsalder den største Sum af Intelligens og
repræsenterede ligeoverfor det øvrige Samfund en fuldkomnere,
mere ideal Retsorden; dens Krav paa at frigjøres fra enhver
verdslig Myndighed og at sideordnes eller endog overordnes
Staten, var derfor et Udtryk for den fremadskridende Tidsaand.
1 Hskr., Ol. d. Heil. S., Cap. 56.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
