Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278
Den norske Historie’]
Udviklingen maatte medføre, at disse Krav ogsaa gjorde sig
gjældende i Norge, at ogsaa den norske Kirke nærmede sig til at
blive et eget Samfund, en Ståt i Staten, med sin selvstændige
Styrelse, der følte sig som sideordnet med den verdslige og søgte
at drage saameget som muligt fra dennes Omraade og under sit
eget. Jo fuldkomnere et saadant hierarkisk System kunde
gjen-nemføres, desto dybere rodfæstet viste den kristelig-religiøse Aand
sig at være hos Folket, desto varigere og sterkere kunde dens
Indflydelse blive. Det første mere betydningsfulde Skridt, der
skete i denne Retning, var, at Biskopperne løsgjordes fra det rent
personlige Afhængighedsforhold, hvori de stod til Kongen som
dennes Hirdbiskopper eller Missionsbiskopper, og at der tildeltes
dem faste Sæder og Biskopsdømmer. Endnu da Adam af Bremen
skrev (ved Aar 1075), synes Forholdet at have været det samme
som i Olaf’ernes Tid, inden Kristendomspaabudet endnu var
gjennemført. Han siger nemlig om de norske Biskopper (og de
svenske), at de, «udnævnte af Kongen eller Folket, uden bestemt
afgrænsede Biskopsdømmer, opbygger Kirken i Fællesskab, idet
de gjennemreiser Landet, drager saamange de kan til
Kristendommen og leder de saaledes vundne Sjæle uden nogen indbyrdes
Misundelse», og Rigtigheden af denne Skildring synes at
stadfæstes ved vore egne Kilder.1 Harald Haard raade, der var saa
paaholden paa sin Magt, og hvem Adam af Bremen tillægger den
ligefrem cæsaro-papistiske Ytring, at han ikke blot var Norges
Konge, men ogsaa dets Erkebiskop, har vel ikke skjøttet om at
give sine Biskopper og derigjennem Kirken i det hele en friere
Stilling. Hos hans Søn og Eftermand, Olaf Kyrre, derimod og
Magnus Barfods Sønner, Eystein og Sigurd, gjorde en mere
religiøs Aandsretning sig gjældende; paa deres Tid havde desuden
den store Reformbevægelse inden det katholske Kirkesamfund
grebet alles Sind, saa at ogsaa Kongerne førtes til at arbeide for
Kirkens Uafhængighed, skjønt de derved indskrænkede sin egen
Magt. Under Olaf Kyrre blev Landet paa en varig Maade
inddelt i visse Biskopsdømmer, hvilke fra først af synes at have faldt
sammen med de gamle Lagdømmer, idet der blev en Biskop i
det Throndhjemske, en i det Vestenfjeldske eller Gulathingslagen
og en i det Sønderfjeldske eller Viken med Oplandene, og under
den samme Konge gjordes ligeledes de første Skridt til
Oprettelsen af faste Biskopsresidenser med tilhørende Kathedralkirker,
af hvilke den ældste var den af Olaf Kyrre opbyggede Kristkirke
i Nidaros. Hvad der var begyndt af ham, fortsattes siden af
Eystein og Sigurd Magnussønner. I deres Tid blev Norges
tre Biskopsdømmer forøgede med et fjerde, nemlig Stavangers,
1 Maurer, Rek.çiesch., II. S. 11 ff. Keyser, Kirkehist,, I. S. 142 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
