Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kirken og Kristendommen 1030—1130
27o
og Bygningen af nye Kathedralkirke!’ fuldendtes, hvorved tillige
nye Biskopssæder blev indrettede (Oslo — Halvardskirken;
Stavanger — St. Svithunskirken).1 Under disse Konger gjorde dernæst
den norske Kirke et stort Fremskridt i en anden Retning, idet
Tienden blev indført. Forud havde Biskopper og Prester havt
sin Underholdning dels af visse én Gang for alle fastsatte
Ud-redsler efter Mandtallet, dels af det til Kirkerne lagte Jordegods,
dels af Betaling for de kirkelige Forretninger, dels af Gaver og
Offer eller Ydelser, hvortil Bønderne i hvert Sogn frivillig havde
forpligtet sig ligeoverfor sin Prest; men de Indtægter, der flød af
disse Kilder, var baade sparsomme, og Geistligheden bragtes
desuden, ved at aflønnes paa denne Maade, i et .trykkende
Afhængighedsforhold til sine Sognefolk. Ved Tiendens Indførelse opnaaede
den paa én Gang større Velstand og en mere fri og selvstændig
Stilling. Det heder, at Sigurd Jorsalfarer, da han i Jerusalem
modtog en Spaan af det hellige Kors, aflagde en høitidelig Ed om,
at han skulde gjøre, hvad han formaaede, for at faa oprettet en
Erkebiskopsstol i sit Rige og faa Tiende-Ydelsen indført. Det
sidste, der syntes at være det vanskeligste Stykke Arbeide,
lykkedes ham, ialtfald for en Del,2 derimod ikke det første. Den
norske Kirke maatte endnu vente nogen Tid, inden den fik sin
egen Metropolitan.
Den havde saaledes vistnok ved Kong Sigurds Død arbeidet
sig et godt Stykke frem i den Retning, i hvilken Tidsalderens
raadende Grundsætninger førte. Men det var endnu meget langt
fra, at den holdt det europæiske Maal, eller at den svarede til de
Krav, som man i hin Tid opstillede i Hensyn paa Kirkens
Uafhængighed af verdslig Myndighed og Geistlighedens Særstilling
som en egen, fra de øvrige Folk skarpt adskilt Stand. De norske
Biskopper var vel blevne udløste af det rent personlige
Afhængighedsforhold til Kongen, hvori de havde staaet, saalænge de
regnedes for at høre til dennes Hird; det er maaske ogsaa
sandsynligt, at der, efterat en fast Dioeeesan-Inddeling var bleven
istandbragt, har været indrømmet Folket i hvert Biskopsdømme
nogen Indflydelse paa Biskopsvalgene;3 men Kongen havde
utvivlsomt fremdeles den afgjørende Stemme ved disse; han var
fremdeles den norske Kirkes egentlige Hoved og rette Erkebiskop,
langt snarere end de hamburgsk-bremiske eller de lundske
Erke-biskopper, hvem Metropolitan-Myndigheden i Navnet var tillagt,
men som var for langt borte til at øve nogen virkelig Indflydelse.
1 Munch, N. F. H., II. S. 614-15. Maurer, Bek.-gescli., II. S. 575—78.
2 Se K. Maurers Afhandl.: «Heber den Hauptzehnt einiger nordgermanischen
Rechte», i Abhandl. der k. bayer. Akad. d. Wiss. 1. Cl. XIII. Abth. II.
3 Ældre Hids. Kr. R„ Cap. 31. Zorn, Staat u. Kirche, S. 32—33. Keyser,
Kirke-hist., I. S. 145.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
